Jeg har talt med Antonie; hun bifalder min Plan. I denne Aften rejser jeg uden Afsked, og efterlader et Brev til min Moder, hvori jeg beretter at jeg nødvendig maa tale med min Fader, og med ham inden faa Dage vender her tilbage. Hun gjør sig naturligvis en ganske forvendt Forestilling om min hastige Beslutning. Men det er nødvendigt, og Alt vil en Gang opklares, kun ikke min og Antonies Glædeshimmel. Men Gud skee Lov; det bliver ogsaa en Gang klart for os, naar først Jordskyerne ere under os. Bare, bare det er et godt Budskab, jeg bringer den stakkels, nedbøjede Gamle. Det staa da i Guds Haand! —
Min Randsel er tilpakket; jeg venter kun paa Antonie for at trykke Afskedskysset paa hendes blege Læbe. Saa gaar jeg til Skiftet, hvor den ulykkelige Valettis Skygge skal møde mig. Arme, arme Theodor!
Det var en fortræffelig Rejse; jeg kan ikke sige andet! Af bare Hastverk valgte jeg den mest ufremkommelige Vej, fordi den var den korteste; af bare Hastverk kjørte jeg paa den første Mil fra Stationen Kjerren itu og maatte tilbringe en Dag i en ussel Hytte, til den blev repareret; af bare Hastverk kjørte jeg mig i en Skylregn en Forkjølelse paa Halsen, der knuger mig sammen. Og da jeg endelig, udmattet paa Legemet som paa Sjælen, iler ind i min Faders Dagligstue, finder jeg i Stedet for ham, vor tro Lorence, der gaber paa mig, som paa et underligt Dyr, og spørger paa sit forvredne Norsk: Hvad Fanden Monsieur vil ’er; om Monsieur sin Fader er falden syg i Vejen.
Ser Du, kjære Oswald, min gode Fader fik det underlige Brev fra mig. At jeg var syg, eller at nogen anden Ulykke, som jeg dulgte ham, holdt mig tilbage, det forekom ham udenfor al Tvivl; og den ærlige Lorence, der nu altid ser Spøgelser, hvor der er Noget paa Færde med mig, forsømte ikke af mit forvirrede Brev at udlede de frygteligste Slutninger. Han vilde nu strax afsted. Men min ædle Fader kunde ikke betro nogen Fremmed, at komme hans Theodor til Hjelp — og rejste selv. Lorence maatte passe Huset, saa tungt det end faldt det stakkels Skrog at overlade os begge til os selv i dette „fortvivlede
