Det er mig ubegribeligt! Saasnart Antonie havde sagt, at jeg havde kjendt Høyer, blev jeg kaldt ind til Moders Seng. Hun sad oprejst; hendes Bryst bevægede sig heftigt, hendes Øje flammede. Hun klemte min Haand voldsomt og kunde neppe sige: „Lever han? Hvor er han? Kan jeg endnu her i Verden kalde ham min?“ Og neppe havde jeg med en usigelig vanskelig og kvælende Forsigtighed begyndt at fortælle, førend hun afbrød mig med Spørgsmaal om Høyer, om hendes Theodor, om tusinde Ting, der stormende betoge mit Hjerte. Kun den pinlige Følelse af det underlige Misforhold imellem denne Varme og det senere Egteskab, gav mig Styrke til at vedligeholde den Maske, jeg havde taget paa. Antonie var ikke inde. Jeg troede det nødvendigt, for at stille hendes i den sygelige Tilstand saa farlige Glæde, at nævne med Beskedenhed hendes Datter fra en senere Forbindelse. „O, Absinthe!“ svarede hun, „lad det være min Sag! Skriv til Frankrige, lad mig skrive med Dem, skaf mig Høyers Opholdssted bestemt at vide. Med ungdommelig Kjærlighed skal jeg ile til ham over Hav og Land!“ Jeg maatte føje hende. Hun skrev, og jeg slog om Brevet en Adresse, jeg ved ikke selv til hvem.
Fra dette Øjeblik er hun, næsten tør jeg sige, frisk. Antonie ved lige saa lidt som jeg, hvorfra denne ubeskrivelige Sikkerhed, denne ublandede Fryd kan komme. Ogsaa Antonie har frygtsom erindret Moderen om det senere Egteskab og om sig; men et ubestemt, roligt Svar er Alt, hvad hun herom indlader sig. Saa vidt jeg af min Søster kan erfare det, er hendes Plan — ak, Oswald! — at forene os, efterlade os her, og alene tiltræde den glade Rejse. Jeg skjælver som for Døden for det Øjeblik, da hun med moderlig Ømhed vil sige mig, at hun ved, vi elske hinanden, at jeg maa skaffe min Faders Minde til en Forening med Antonie. Der er intet Andet for, end at jeg pludselig maa rejse, og selv være Postbud for det vigtigste af alle Breve til min Fader. Men er det ogsaa muligt, at han vil føle som hun? Jeg vil ikke tale om, at dette brudte Baand ogsaa efter borgerlige Love er for evig brudt. Vil han ogsaa som Veninde kunne gjensee den højt elskede, aldrig forglemte fordums Hustru, der i en Andens Arme kunde en Gang forglemme hans Minde?
