Denne Stund — nej lad mig tie — den var for stor, for ren for Dødelige. Saaledes have aldrig to Dødelige omfavnet hinanden; vi vare ikke to; forlængst vare vore Sjæle strømmede over i hinanden. „Emil“, sagde jeg alvorlig, da vi vare viede, „tror Du ogsaa, vi kunne være inderligere, ømmere og helligere forenede, end vi vare det i vore Fængsler?“
„Jeg forstaar Dig“, svarede min Elskede med et sjælfuldt Blik; „jo, Alvina; thi før var det Skjæbnen, der helligede vor Kjærlighed; nu kunne vi selv hellige den.“
Vor nye Pagt blev sluttet med et inderligt Favnetag, og han heftede en hvid Rose paa mit Bryst. Vi boede lykkelige, som de salige Aander, i en ensom stille Egn; men — en Due bragte ikke længere vore Kys; min Elsker blev min Mand. Menneskene ville smile til min Fortælling, disse Mennesker, som ej have Anelse om en Kjærlighed, der, ren, som den strømmer ud fra den Evige, gjennembæver det lutrede Menneske; men I, mine Venner, ikke sandt, I smile ikke?
Den Cherub, der blottede sit Sværd for Edens Port, stillede sig ogsaa imellem vore Hjerter, da vor sidste Pagt var brudt. Forgjæves vilde vi opmuntre hinanden, forgjæves træde tilbage i det gamle Forhold. Det fine ætheriske Baand, der sammenslyngede vore Hjerter, var forvandlet til en tornefuld Rosenbusk.
En Morgen traadte jeg grædende hen til ham: „Emil, skulle vi adskilles?“ „Ja, Alvina“, sagde han med skjælvende Stemme; „thi vi ere adskilte; lad os skilles, at vi kunne forenes“. Ogsaa denne Time var stor, mine Venner.
En Aften traadte han ind til mig, og bad mig følge med ham; vi gik ud paa vort Vinbjerg og saa Solen dale i sin Rosengrav. „Tak for al din Kjærlighed!“ udbrød han pludselig og sluttede mig i Favn; „den skjønne Time slaar vel ikke paa Jorden, da vi skulle gjensees; men hisset — hisset bringer jeg Dig atter en hvid Rose. Lev evig vel!“ Sagte, som den Døendes Aande, bøjede han sig over mig, trykkede et Kys paa min Pande, og var borte.“
Hun taug, og jeg tier ogsaa Mariane; jeg tør ikke drage Dig fra Himmelen ned paa Jorden.
Luise.
