hvad Efterretning Antonie giver mig om Virkningen af vor Prøve. Jeg kan ikke negte, det forekommer mig umuligt, at de Gamle igjen kunne forenes.
Jeg har faaet et Brev fra min Fader, der er urolig over min lange Taushed. En Rejsende har berettet ham mit Opholdssted. Ogsaa deri omtaler han sin Maria, den Gode! Det er mærkeligt nok, at han, efter saa mange Aars Forløb, nu pludselig er kommen paa den Tanke, at hun endnu kan leve. Han projekterer en Rejse med mig til Amerika, og vil af tusinde Aarsager vide, at hun, om hun lever, bor i Camp d’Asyle. Arme Mand! saa nær dit Maal, og maaskee saa uendelig langt derfra! —
Antonie har givet mig Rapport om den første Prøve. Moderen vil ikke tro, det er muligt, at gamle Høyer skulde kunne leve. Han maatte da, mener hun, efter at være underrettet om sin Maries Uskyld, have eftersporet hende, og i offentlige Tidender givet sit Ophold tilkjende.
Den Rejse til Amerika, hvorom min Fader havde saa sikker Efterretning, ved Antonie Intet om. Jeg kan ikke tro, under de Omstændigheder, hvorunder Valetti først berettede os derom, og efter hans eget senere Udsagn til mig, samt efter den enstemmige Bekræftelse, min Fader i den Tid fik derpaa i Paris, at derunder stikker noget forsætligt Bedrag, men rimeligvis en forunderlig Sammenblanding af Sandt og Falskt. Thi netop da det amerikanske Skib afgik, rejste min Moder ombord paa et til Norge afgaaende Skib. Om der paa Paskontoret er skeet en Navneforvexling, og derfra, da hint amerikanske Fartøj strandede, den falske Efterretning om min Moders Rejse og Død siden er udbredt, se, det er ikke let at bestemme.
Nu har jeg overdraget Antonie at rykke frem med den bestemte Erklæring, at jeg har kjendt en Høyer i det Indre af Frankrig. Derpaa kommer jeg da til at slaa Hovedet paa Sømmet. Hvilken pinlig Stilling!
