haardt at stampe mod Brodden; det er haardt at udrive Haabet af sin Barm, Haabet om de skjønneste og reneste Glæder her neden.
Formaaede vi kun, min Oswald, at betragte Livet som et Sekund imod den uendelige Evighed. Men ak! fødte i Tiden, maa vi udmaale Alt med Tidens Alen. Var Du her, Oswald, jeg skulde hælde mit trætte Hoved mod din Barm, og Du skulde, — thi hos Venskab er Hjertet varmt, men Hovedet koldt, — Du skulde pege paa det evige Livshaab for mig, og Dig skulde jeg overdrage at oprykke af Antonies Hjerte den Rosentorn, der ikke mere bærer Roser, og hæve Liljespiren i hendes Sjæl mod det Evige.
Jeg har i Dag fulgt Valettis Støv til Jorden. Han blev efter Prestens Bestemmelse begraven uden Ceremoni i en Krog af Kirkegaarden. Det er efter Lovene. Men, Oswald, er det Ret? Jeg ved nok, det er den Døde ligegyldigt; men er det Ret, saaledes stiltiende at fælde Dom over den Afsjælede? For Exemplets Skyld, heder det. Sandelig, den, som ikke frygter for et saa voldsomt Skridt, han tænker ikke paa, hvor de Efterlevende placere hans Lemmer. Det Frygteligste med Selvmord er vel, at den Ulykkelige viser sig uforberedt til den Evighed, han gaar imøde, idet han selv i den sidste Time tvivler om Guds Kraft til at udføre sin Gjerning i ham, og saaledes ikke kan dø som en Kristen. Men hvor Mangen segner ej for Leen i en lignende uforberedt Tilstand, og hvo vil dømme ham? — Den fornuftige Prest, som jeg forelagde min Mening, bifaldt den vel i det Hele; men skjønt jeg ikke ganske gav ham Ret, kunde jeg dog ikke modsige hans Paastand, at denne Behandling imod Selvmordere fra tidlig Alder indskød i Menigmands Sjæl et levende Begreb om det Formastelige i Handlingen. Ak, Oswald! Vi hade og ræddes for saa Meget, vi tilbede saa Meget i de lykkelige Uskyldsaar, vel og i de roligere Manddomsaar, — og naar Sirenen har sunget, naar Lidenskaben er opflammet, — saa er det borte!
Jeg har besluttet at vende om til Antonies og — hvor besynderligt falder dette Ord mig? — min Moder, inden Rygtet om Valettis Død
