Pistol ved Siden. Med Gysen traadte jeg nærmere til den Ulykkelige. Paa Bordet laa denne Seddel. Afskrive den, formaar jeg ikke; jeg hefter den ind i min Dagbog.
„Maalet er fuldt! — Jeg gaar bort, fordi jeg har Intet at dvæle efter. Naar Midnatstimen slaar, iler min Sjæl mod Tilintetgjørelse eller mod en evig Kval. Er mit Liv et Spil af Naturkræfter, da løse de sig op til en ny naragtig Forbindelse; er det en Virkning af en højere Magt, da maa denne Magt vide, hvorfor den vilde mig saaledes og ikke anderledes. Har min Tilværelse været en Afsky for eder, I løjerlige Medskabninger, da skal min Død ogsaa besegles med et lystigt coup de theâtre. Kjære Theodor, jeg maa vække Dig af din glade Drøm, denne Gang for at opfylde det, vi kalde Pligt. Lad nu din Kjærlighed fare; gaa i Kloster! Antonie er din Søster, den saakaldte Madame Bruun din Moder. Jeg mente i en Slags from Drøm, at det skulde være godt, om jeg fik din Faders Tilgivelse. Nu lader det sig ikke mere tænke. Thi i det Øjeblik jeg ved min fordømte Opdagelse tager en Brud fra Dig, vil Du vel neppe være tilbøjelig til at forsone mig med en Fader, der i det højeste gjenfinder i sin fordums Kone et Par Levninger fra et midlertidigt Egteskab med en trøstende salig Mand. Jeg gider imidlertid ikke overleve min Forsoningsdrøm, ikke see paa dit lange Ansigt, og anbefaler mig.
Valetti.“
Dette Brev laa for mig. Jeg stirrede med aabne Øjne en Time paa Bogstaverne, og Alt løb i en uordentlig Forvirring om i mit Hoved. Endnu sidder jeg med Haand under Kind og beregner min Skjæbne. Oswald! Hvad bliver der af mig? Var jeg ene i Verden, jeg vilde ile til Dig, til de fjerne Lande, maaskee over det uhyre Hav, og tumle mig saa længe om i den vide Verden, til jeg døvede den Brodd, der nager i mit arme Hjerte. Besynderlige Skjæbne! Hvorfor skulde Alt, Alt træffe saaledes sammen; hvorfor skulde jeg mødes med hende, hvorfor mit og hendes Hjerte slaa hinanden saa inderligt imøde? O, uransagelige Forsyn! Du, Du ved det. Det skal tjene til min Fred, til Antonies Fred! paa de afbrændte Ruiner af jordisk Lykke skal Himmelliljen blomstre! Ve mig, om jeg misforstod dit Kald! Men det er
