hende det. — Hun var mig velkommen; men først maatte jeg skriftlig undertegne et Løfte, at holde skjult for hende og for Enhver, der muligens kunne faa Tilladelse til at tale med mig, saavel mit eget som Prinsessens Navn, Vilkaar og Alder. Denne Dame, hvis Fornavn var Therese, kom til mig, dreven af Medlidenhed med min Forfatning; thi hun vidste, at vi havde været to, og at min Veninde var død. Hun havde længe forgjæves søgt Kongens Tilladelse; men nu var Dauphin bleven Konge, og Meget tog en anden Vending. Tilladelsen blev hende nu strax given og den Gode kom hver Dag en Time ind til mig. Endelig bragte hun mig en Eftermiddag — o, den reneste Glæde svømmede i hendes Øje — den Efterretning, at jeg, under nogle Bestemmelser, var fri. — Hvor blandet var ikke det Indtryk, dette Budskab gjorde paa mig! Dybt rystet sank jeg om paa en Stol. „Gode, kjære Therese, jeg føler dybt i min Sjæl Deres uegennyttige Venskab og Frihedens Lykke; men nu er jeg saa overvældet, saa mat; gaa nu fra mig, min Gode, og kom igjen imorgen“. Hun, som ikke tvivlede paa, at det jo var den stærke Glæde alene, der betog mig, omfavnede mig, trykkede et Kys paa min Pande, og forlod mig. Fast besluttet, at dele Skjæbne med min Elskede, skrev jeg ham strax Alting til og forsikrede ham, at dette Værelse var min Verden, saalænge han var Fange. Forestil Dem mine Følelser, da jeg læste dette Svar“. Alvina viste os det, trykkede Papiret til sit Bryst og læste:
„Elskede! Min Haand skjælver af Fryd, og mine Taarer flyde. Lad os med brændende Hjerter knæle for den uendelige Kjærlighed, som underligen ledte os sammen paa disse Veje, for at opdrage os til Kjærlighed, der ikke hører Jorden til. Ja Alvina, min elskede, min Brud! modtag din Venindes Gave, og jeg skal møde Dig, hvor Du bestemmer; siden ni Maaneder har jeg været fri.“
Aldrig nedrandt en hedere Taare over en Bedendes Kind. Gud! Du var min første, min tro Elskte min anden Tanke! O, I Gode, fra nu af, følte jeg, kunde jeg gjerne levet og døet i dette Rosentempel; thi det var intet Fængsel.
Min Sjæl bliver ikke træt, men min Stemme, og jeg vil ile. Frie og salige sank vi i hinandens Arme paa denne Side Frankriges Grændse.
