gjøre mine Kunster for Dem“, sagde hun smilende, da jeg roste hendes Spil; „men nu vil jeg spille for at fornøje os.“ Nu fik jeg et Par smaa vakre Viser, Falbes dejlige Danse og nogle Nationalmelodier at høre. Hun sang og spillede med en Følelse der henrev mig. Da hun rejste sig, tog jeg et Par Akkorder, og med et: „o, spiller De ogsaa?“ sked hun Stolen hen til mig. „Vil De høre den sidste Vise, jeg har gjort?“ spurgte jeg, og sang det lille Digt, jeg skrev for nogle Dage siden: Savn og Gjensyn. Jeg saa paa Pigen; hun rødmede, men følte sig smigret.
Efter Middagsbordet tog Antonie sin Hat og sine Handsker og indbød mig til en Spadseretur. Om Skulderen havde hun spændt min Valdhornsrem og Hornet holdt hun under Armen som en Jæger. Hun havde taget det ud af min Vadsæk. „Det var rigtignok lidt næsvist“, mente hun, men hun havde ikke kunnet modstaa Lysten efter at see, om Hornet var der, og om jeg havde tænkt paa hende og Ekko. Vi gik, skjønt Moderen betænkelig viste os en truende Tordensky. Aftalen var, at vende om, hvis Vejret lod til at trække sammen.
Vi gik fortrolig Arm i Arm, og jeg lod Antonie fortælle mig om deres hele Levemaade, om sine Duer, sine Blomster, sine Spadseregange. Om Alt talte hun med Liv og Begeistring. Formiddagen tilbragte hun og Moderen med huslige Forretninger. Ofte saaes de kun ved Thebordet og ved Middagsmaden. Men Eftermiddagen blev tilbragt i Fællesskab, idet en af dem afvexlende læste højt eller musicerede, medens den anden sad ved sit Haandarbejde. Vi kom paa Tale om hendes Bøger, og jeg spurgte, hvilket Digterverk hun af alle satte mest Pris paa. Hun betænkte sig. „Hagbard og Signe, tror jeg“, svarede hun endelig. „Men“, blev hun ved, „De mener dog vist ikke for Alvor det Spørgsmaal, De gjorde der. Det er jo umuligt at sammenligne de mange forskjellige Mesterstykker. Le ikke af mig, men jeg synes det var, ligesom jeg spurgte Dem, om De syntes bedst om et Taffelur, en Ret Asparges eller Mozarts Reqviem.“ Vi lo og satte os paa en Høj, hvorfra Egnen tog sig meget godt ud. „Denne Ø har jeg nylig opdaget“, sagde Antonie spøgende.
„De første Dage efter vor Hjemkomst fra den lille Rejse gik saa
