og jeg,“ blev hun ved med sagte Stemme, „jeg har endnu oftere tænkt paa Dem.“
Samtalen vilde ikke ret i Stand, og jeg var glad ved, at Pigen kom ind med Thetøjet. Hun saa forundret paa mig. Antonie spurgte om sin Moder. Netop saa vi hende komme frem af Alleen, og jeg ilede hende imøde. Hjertelig var min Modtagelse hos den elskværdige, vakre Matrone. Vi traadte ind i Lysthuset. Antonie lagde sig kjælende op til Moderen og kyssede hendes Haand. Vi drak The. En livlig Munterhed besjælede Samtalen, og Antonie spøgede med fortryllende Vid.
En huslig Beskjeftigelse kaldte hende, og hun hoppede syngende gjennem Alleen. „De er en lykkelig Moder,“ sagde jeg med Følelse, idet jeg fulgte Pigen med Øjnene. „Ja,“ svarede Moderen, „De har Ret, Hr. Absinthe; jeg er en lykkelig Moder. Og dog er der ængstlige Øjeblik, hvori jeg bæver for min elskede Datters Skjæbne. Hun er et Barn i Verden, et stort Barn; den vil gjøre hende usigelig lykkelig eller navnløs ulykkelig. Finder hun sig skuffet i de Mennesker, hun holder fast ved,“ (i dette Øjeblik fattede Madame Bruun mig skarpt i Øjnene) „da vil hendes Hjerte voldsomt lukke sig, og dette Liv ikke længere bringe min Antonie Glæder.“ Jeg vilde svare, men hun vedblev: „Opdragen i en Trylleverden, har hun i den virkelige kun Sans for sine huslige Sysler og for de Gjenstande, der bære Gjenskin af hint Drømmeland. Aldrig vil Konvenients og Ætikette foreskrive hende Love for hendes udvortes Adfærd; aldrig vil hun bestemmes af den kolde Forsigtighed, der avles ved Omgang med Mennesker. Og just derfor vil hun let blive miskjendt, let Gjenstand for Bagtale; og skulde ogsaa de Mennesker misforstaa hende, til hvem hun havde sluttet sig inderlig — o, kjære Ven! Jeg har prøvet denne Lod; mere end almindelige have mine Lidelser været. Gud give Antonie en bedre Fremtid!“ Hun rejste sig i megen Bevægelse, og vi gik tause op og ned i Haven. Antonie kom til, og med Styrke gik Moderen over i sin sædvanlige lette Tone.
Inde i Huset herskede en simpel Elegants. Det eneste Møbel, der udmærkede sig ved Kostbarhed, var et Fortepiano. Jeg bad Antonie spille, og hun satte sig, uden at nødes, til Instrumentet. Hun spillede med overordentlig Færdighed et Par svære Sonater. „Det var for at
