hvori min Fortælling om Antonie vil sætte Fader, og af Haabet for ham at see sine unge Dages Glæder igjen i Sønnens huslige Lykke. Jeg vil, saa snart jeg kommer hjem, læse denne min Dagbog op for ham, Ord til andet, for saa vidt Valetti ikke er omhandlet, og jeg vædder, Antonie har vundet hans hele Hjerte, jeg vædder at han siger: „Theodor! I Morgen lade vi spænde for, ellers kunde Lolli faa høre en bedre Lærke.“ Da ser Du nok, er det Tid at smede for den gamle stakkels Valetti.
Jeg har ofte ret Ondt af ham, naar jeg ser ham sidde med stive, ufravendte Blik, stirrende paa en Plet og derpaa ryste langsomt det gamle bøjede Hoved. Han beskylder sig selv for mange slette Handlinger, men anklager sine frygtelige Lidenskaber og — sin Skjæbne. Religion har han ikke, ej en Gang i den Bemærkelse, hvori Folk som flest tage dette Ord. Han skjælver for en Dommer og en Fordømmelse, uden at tro derpaa; han er paa en Gang ynkværdig og foragtelig. I de sidste Aar har han levet, for med Levningerne af en betydelig Formue at gjøre godt, saa vidt han kunde, det meget Ondt, han havde udøvet i forskjellige Lande. Ingen af alle hans Forbrydelser har efter hans eget Sigende angret ham mere, end den Rad af slette Handlinger, hvorved han forstyrrede mine Forældres skyldfrie og lykkelige Liv.
Kjære Oswald, jeg er meget lykkelig! Kunde Du dog være hos mig og dele min Glæde. Jeg sidder her i den sene Nat og skriver med bankende Hjerte. En tynd Dør skiller mig fra Antonie. Det forekommer mig, som jeg hører hendes lette Aandedrag. O, hvilken Dag har jeg ikke oplevet! Skjønnere, gladere fløj den aldrig hen over nogen Dødelig. Men jeg vil iføre mig en Historieskrivers Gravitet og fortælle Alting i fin Orden, saa vidt det er muligt at fortælle, hvad man egentlig kun kan opleve.
Igaar Aftes skiltes jeg fra min Rejsekompagnon. Jeg kan ikke sige Dig, hvor let det blev mig om Hjertet, da han var borte. Udelt til-
