Ondt imellem de forskjellige Stænder, hersker i Almindelighed et saare vakkert Forhold imellem Statsborgerne. — Vor Litteratur er endnu i sin spæde Barndom. Naar Du engang faar disse Blade, vil Du ogsaa modtage en Pakke, der indeholder hvad der af nogen Betydenhed har seet Lyset her til Lands.
Dog Mere om Saadant, naar jeg engang bliver bedre stemt. Nu har jeg saa meget at bestille med mig selv og med hende, der er uadskillelig fra mit Jeg. Min eneste Glæde er at trykke mine Kjærligheds-Roser med de fine, skarpe Længselstorne dybt i mit Hjerte, saa at det bløder. Jeg skriver Digte og river dem i Stykker; thi ingen Streng vil stemme med mit Hjertes Strenge; jeg føler, at Digterguden har forladt mig, og at jeg først vil finde hans Toner igjen, naar mit Drømmeland aabner sig for den skjønneste Virkelighed.
Jeg har gjort et interessant Bekjendtskab i et Par Dage. I Auberget logerer tilligemed mig en fremmed gammel Mand, som heder van Weyer, og som nylig har nedsat sig i det vestlige Norge. Jeg sad paa mit Kammer, hensunken i blide Drømme, da han traadte ind. „Efter Deres Navn at dømme, er De en Franskmand“, begyndte han paa Fransk; „og det gjør Udlændingen godt, at høre vante Toner. Undskyld derfor, at jeg paanøder Dem mit Bekjendtskab; de forskjelligste Nationers Borgere blive paa en Maade Landsmænd, naar de mødes i et fremmed Land.“ Skjønt Mandens tarvelige Dragt og noget forknytte Udvortes syntes at tilkjendegive, at Egennytte egentlig drev ham til at opsøge mig, var hans Komme mig ikke ukjært; thi en behagelig Finhed forenede sig hos ham med en fortrolig Venlighed. Han var en Belgier og saa temmelig aldrende ud. Et mørkt Træk af Kummer laa paa det blege Aasyn, og han dulgte mig ikke, at Lidelser havde graanet hans Haar før Tiden. Jeg fortalte ham, at jeg om faa Dage vilde vende tilbage til min Fader. Med Interesse spurgte han mig om min Leveplan, vort Opholdssted og om min Fader. Jeg skal ikke negte, den Tanke foruroligede mig, at han nok havde i Sinde at skaffe sig Ophold hos os og
