Og her min Antonies:
„I Middagsglans rødme vore Glæders Blomster; men i Kalken drysser den ensomme Aften en vemodig Dugperle, og de lukke sig, og de bøje Stenglen, og Ingen ved, om de atter skulle aabne sig for en ny Aurora. Men Erindringens stille Kilde risler uafbrudt imellem dem, og bedugger i det mindste deres Støv. O Theodor! Jeg vil sidde i den lange Aften ved Erindringens Kilde og græde mange Taarer i mine Blomsters Kalke.
Antonie.“
Ingen Kommentar over disse fra et varmt Hjerte og en glødende Indbildningskraft fremrundne Linjer, der ere nedskrevne med de nydeligste Træk! Jeg bliver lykkelig, Oswald, usigelig lykkelig; thi dette skjønne Hjerte er mit.
Hvor død, hvor kold, hvor bleg er den hele Natur for mig! En utaalelig Kjedsomhed afvexler hos mig med de mægtigste Længsler. Endnu er jeg ikke kommen af Stedet. Jeg skal i Nat hvile i Antonies Kammer. Jeg sidder i dette Øjeblik ved det Bord, hvorved hun sad, da hun nedskrev de kjære, ubetalelige Linjer. I hver Krog søger jeg hendes Billede, og Intet kan stille mig tilfreds. Jeg gjemmer den Blomst, hun i Morges rakte mig. Da var den frisk og blaa som hendes Øje; nu er den visnet. Hvor gjerne havde jeg vendt om herfra til min elskede Fader, og ført ham i den ædleste af alle Døtres Arme! Men jeg maa til Kristiania; han har givet mig Breve og Kommissioner af yderste Vigtighed. O, hvad bryder jeg mig om den lille Hovedstad!
Neppe kommer jeg til at opvarte Dig med flere Naturscener; thi i Morgen, naar Hesten kommer, gaar det den korteste Vej frem ad. Al Rejse er i Grunden en Reise til Hjemmet, siger rigtignok Oehlenschläger; men min Rejse er dog en fordømt lang Omvej. Men jeg vil ikke plage Dig længere med mit onde Lune. Du har endnu Afskeden tilgode.
