Blomsten, slog med Armene og forsikrede os Andre, at vi saa ud som smaa bitte Fluer fra det høje Chimborazo, hvis Top hun havde naaet. Moderen saa sig ængstlig om efter hende. Men paa en Gang slog hun forskrækket begge Hænder for Ansigtet og satte sig plat ned. „Ak, Nordfrank! Hjelp mig, jeg ser Schwindel der nede!“ brød hun ud, visselig ganske uoverlagt. Thi hun drømmer og sysler bestandig i Fantasiens Rige. Jeg ilede op til hende, og foreslog at gjøre en mindre farlig Omvej. Hun tog smilende min Haand og bad Moderen ikke være bange. „Nu har jeg ingen Nød; en stolt Ridder har paataget sig at frelse mig af denne rædsomme Feborg. Men De maa nu ogsaa bære min Farve, Hr. Theodorus; ellers kan jeg ikke være vis paa Deres Standhaftighed.“ Og nu bandt hun mig en af sine Hattesløjfer om Armen. Det var ingen let Sag at komme ned; et Par Gange vilde jeg tage hende paa mine Arme; men det fik jeg ikke Lov til. Da vi kom ned til Moderen gav hun sig til venlig at skjænde paa Antonie, og takkede mig. „Men Moder! hvor faa vi nu en Krans fra til Ridderen?“ Jeg vilde have foreslaaet et Kys; men jeg frygtede for et Afslag, og for at fordærve den hyggelige Fortrolighed. Thi knælede jeg, med en sirlig Kompliment fra Riddertiden, for min Prinsesse, og bad om den lille Blomst, for hvis Skyld jeg havde udstaaet et saa frygteligt Eventyr. Det blev mig bevilget, og nu gik vi videre.
Jeg frygter for at kjede Dig ved at udmale de smaa, men for mig saa mærkelige, Træk af Antonies søde Uskyld og naive Munterhed. Hun sluttede sig stedse inderligere til mig. Dagen gled hen. Med en, næsten tør jeg kalde den udstuderet, Tale, fortalte Moderen mig, at hun næste Morgen vilde vende tilbage, og takkede mig for det behagelige Bekjendtskab. Antonie blegnede og gav mig et Øjekast, som jeg aldrig vil forglemme. Da Moderen et Øjeblik forlod os, spurgte hun med nedslagne Øjne, om jeg med hende vilde see Solen staa op næste Morgen. Jeg greb hendes Haand. „Ja, Antonie, jeg vil see Solen staa op, førend min Sol gaar ned! Vi mødes i Gaarden Kl. 3.“ Antonie nikkede paa Hovedet, og Moderen traadte ind. „Moder“, sagde Antonie undseelig, „jeg har bedet Hr. Absinthe følge mig op paa Bjerget i Morgen, for at see Solen staa op; Du tillader det?“ „Gjerne, min Pige“, svarede Madame
