Vist synger mangen Lærke end
Mig venlig sine Melodier;
Men ak, det er jo ikke den!
Og Lolli græder, Lolli tier.
Den sang: o glem, o glem mig ej!
Og Lolli hvisked: nej, o nej!
Uden at tænke Noget derved, havde Antonie med sin klare, bøjelige Stemme begyndt denne lille Sang; men mod Slutning skiftede hun Farve, og Taarerne kvalte næsten hendes Røst. Jeg blev inderlig rørt. Ingen af os saa op. Ogsaa Moderen, paa hvem jeg endelig løftede mit Øje, sad alvorlig og saa ud for sig; en utilfreds Skygge laa paa det ædle Aasyn. Hun reiste sig efter et Par ligegyldige Ord og gjorde os opmærksomme paa den heldende Dag. Vi skrede langsomt fremad; jeg rakte Antonie min Arm. Hun vovede neppe at see op. Det havde været mig let, snart at bringe hende ud af denne pinlige Forlegenhed, hvis jeg ikke selv havde været saa underlig, glad og vemodig stemt. Endelig lykkedes det nogenledes, og vi kom til vort Bestemmelsessted hvor Nattelejet var bestilt.
Da det var besluttet næste Morgen at være tidlig paa Benene, fandt Madame Bruun det raadeligst at sige Godnat. Jeg gik tvers over Gaarden til mit lille Lukaf; da mindedes jeg Aftenbønnen fra forrige Dag, og en — vistnok ikke smuk Lyst overkom mig, at see, om Antonie var færdig at læse. Jeg skammer mig over denne Svaghed, Oswald; jeg havde ogsaa dulgt den for Dig, dersom jeg ikke derved var bleven Vidne til følgende Scene. Neppe havde jeg fattet en Position tæt ved Vinduet bag en Vindueslem, før jeg saa Antonie højt grædende kaste sig om Moderens Hals med de Ord; „Store Gud, Moder; hvad vil han tænke om mig og min Vise? O Moder, men sig mig først, hvad tænker Du om mig?“ — „At Du er min ædle, uskyldige, uerfarne Antonie“, sagde Moderen med et Par Taarer i Øjnene, trykkede Pigen inderlig og saa moderlig, ind til sig, og saa op imod Himmelen. Nu var jeg først ret paa det Rene med mig selv; „Antonie, Ingen uden Antonie!“ sagde jeg i mit Hjerte, og ilede over Gaarden til mit Leje. Tro mig, jeg slumrede paa Roser, ikke paa Rughalm!
