Da faldt mig først ind, at jeg havde mit Valdhorn i Randselen. Jeg tog det hemmelig ud og overraskede Damerne ved bag et Klippestykke at istemme en af vore Nationalmelodier. „Det var herligt“, sagde Moderen. Men Antonie sprang hen til mig med Glædestaarer i de klare Øjne, og slog sin Arm om min Hals. Da slyngede jeg Armen om det slanke Liv og saa hende ind i det venlige Blik. Havde det ikke seet ud som et Tyveri, fordi Fjeldstykket skjulte os, da havde min Læbe brændt paa hendes. Livligt løb Samtalen, da vi igjen satte os, over fra Et til et Andet. Min Forundring over Antonies Fuldkommenheder steg med hvert Øjeblik. Hun talte om Bach og Händel, om Mozart og Cherabini, lige saa unbefangen, som forhen om Schiller og Körner. „De spiller Fortepiano, Antonie?“ (Jomfru Bruun vidste vi ikke mere af at sige). „Ja, lidt“, sagde hun, „Moder har lært mig.“ — „Men Lærlingen er forbi Mesteren“, lagde Moderen forfængelig til, „Antonie spiller ret godt til at være undervist af en Fusker.“ Jeg spurgte, om Damerne sang; Antonie saa bønligt paa sin Moder og rystede med det lille Hoved. „Syng saa godt Du kan, min Pige; her spørger man ikke efter Madame Catalani“. — „Jeg skal synge saa godt jeg kan, men jeg vil give Dem lidt at bestille; for naar De sidder saaledes og ser paa mig, kommer jeg ud af Koncepterne,“ tog Antonie Ordet, og gav mig Hornet i Haanden. „Vær saa god og akkompagner mig. Eller“, lagde hun undseelig til, „kanskee det ikke gaar an at blæse til Sang“. Jeg sagde Jo, og hun begyndte efter en smuk Melodi af Falbe, denne lille Vise:
Jeg pynted Nøddeskaller smaa,
Og lod dem sejle langs ad Bækken;
Da hørte jeg en Lærke slaa
Saa dejligt bag ved Rosenhækken.
Den sang: o Lolli, glem mig ej!
Jeg hvisked sagte: nej, o nej!
Og Lærken fløj saa fage bort,
Og aldrig kom den mer tilbage;
Men Lollis Vaar blev ogsaa kort,
Ved Bækken lyder tidt min Klage.
Den sang jo: Lolli glem mig ej!
Og Lolli hvisked: nej, o nej!
