og svagelig Prest er udenfor Bondestanden den Eneste paa hele Miles Afstand i vor Egn. Nu kan De let slutte Dem til, med hvilken Glæde Antonie griber denne Lejlighed til at benytte et saa sjeldent og behageligt Bekjendtskab ved at følge med Dem til hendes Sjæls Venner.“
Antonie pillede undseelig paa sin Brystsløjfe, imedens Moderen paa en net Maade satte mig ind i deres Eneboerliv, og gjorde mig Datterens vistnok ellers uforklarlige Væsen begribeligt. Damerne havde bestemt endnu i et Par Dage at ride eller spadsere fremad, ligesom Vejen tillod, for at tage nogle omliggende Prospekter i Øjesyn. Min Rejse gik kryds og kvær, og min Anmodning om at ledsage dem lod sig ikke vel afslaa. Imidlertid fremførte jeg den ikke uden Ængstlighed; jeg frygtede hos Moderen en betænkelig Mine. Men Intet mindre. Hun gav mig venlig Haanden og takkede hjertelig for et hende og Antonie saa velkomment Tilbud. Antonie sprang op af Glæde, og lovede, at hun ikke skulde plage mig mere med sin enfoldige Snakken, naar jeg kun vilde fortælle ret Meget om Tydskland, Danmark og Frankrige. „Saa kan jeg dog saadan ret med Liv og Sjæl være der.“ — „Og jeg vil ret med Liv og Sjæl være her,“ raabte jeg og rakte hende Haanden. Hun forstod mig ikke strax, men gav mig sin Haand med en spørgende Mine. Pludselig fløj en høj Rødme over hendes Kinder og hun trak sagte sin Haand ud af min; men med et næsten umærkeligt Tryk besvarede hun dog mit varme Haandtag.
Vi rejste. Fruentimmerne rede og jeg gik. Det gik fra Precipice til Precipice, og snart blev det umuligt at være til Hest. Jeg vilde tage Madame Bruuns Arm; men hun rakte Vejviseren Haanden, og overlod mig tillidsfuld den elskede Datter, idet hun godmodig forsikrede, at hun ikke vilde berøve Antonie den Glæde, at underholdes af mig. „Men erindre Dem, at det er et stort Barn, som trænger til at rettes“. Jeg kan ikke beskrive, hvor lette og glade Timerne randt hen. Paa en flad, grøn Slette gjorde vi Holdt. Disse Sletter ere yderst frappante. Ovenfor rejser sig den mørke, stejle Granitvæg lodret i Vejret, nedenfor gaar en skraa, uafseelig Bakke af den gule Sand ned ad mod Dybet. Sletten ligger horisontal i Midten, huldt bevoxet af Løvtrær og vilde Kirsebærskove. Medens vi nøde det frugale Maaltid, prøvede Antonie Ekkoet.
