hinanden, og Pigen sagde med en undseelig Forlegenhed, næsten skjelvende, — et Par Ord, som ingen Pariserinde skulde skammet sig ved. Hun skjenkede Kaffeen, medens Madame Bruun og jeg vedligeholdt en fra min Side undertiden lidt adspredt Samtale. Den Maade, hvorpaa Pigen bød mig en Kop, hvorpaa hun af og til besvarede et Spørgsmaal, Alt var saa forunderlig forlegent, næsten klodset vilde jeg sagt, naar der ikke i Alt havde vist sig en fin indvortes Dannelse, der nok veed det Rette, men ikke tør eller ikke kan udføre det. Under Samtalen om Norges Naturscener, som jeg sammenlignede med andre Landes, blev hun af og til, uden at det var mig muligt at indsee Aarsagen, über und über roth, som I rigtigt kalde det. Hendes Blik blev lyst; med en forunderlig Nysgjerrighed betragtede hun mig af og til; men atter faldt hendes Øje hurtigt til Jorden og hun rødmede forvirret. Endelig rejste hun sig med en ilde dulgt Bevægelse og gik ud. Jeg var ganske bestyrtset. „Er Deres Datter ikke vel, Madame?“ spurgte jeg med usikker Stemme. Madame Bruun var forlegen. Hun havde uden Tvivl bemærket Pigens Adfærd. „Aa jo, paa lidt Hovedpine nær“, fik hun endelig frem. Antonie kom ind, Damerne kastede Tørklæderne om, jeg hentede min Hat og Frak. I det Øjeblik, jeg var ude af Værelset, maa Moderen have sagt et Par Ord til Antonie: et ømt men forlegent Blik paa Moderen udtrykte uden Tvivl et Svar, som jeg ved min Indtrædelse forhindrede.
Jeg tog Madame Bruuns Arm, Antonie gik taus og forlegen ved Siden, Vejviseren foran os. Efter en besværlig Gang, stode vi paa en Klippe lige over for den vældigt brusende Fos. Fra en uhyre Højde skyder den sig ned igjennem den frie Luft og forsvinder knust i en fin Regn i Afgrunden. Trindt om os laa Granitblokke, i sig selv saa store som Bjerge, men i Forhold til det Hele kun som nedrullede Stene. Naar vi gik igjennem Aabningerne af disse mod hverandre støttede Blokke, vandrede vi som under mægtige gotiske Portaler. Vegetationen var ringe; kun enkelte forvredne Træer skøde sig frem af Fjeldkløfterne; men de vare at see til som smaa Planter i dette majestætiske Ensemble. Vore Klæder vare gjennemduggede af Fossens Regnstøv. Det var umuligt at tale til hinanden uden at lægge Munden tæt til Øret. Madame Bruun
