Efter et kort Ophold i Kjøbenhavn, hvorfra jeg afsendte et Par Linjer til Dig, gik vi ombord. Vi beholdt fremdeles Navnet Absinthe, hvorunder Du kjender mig; thi min Fader vil paa ingen Maade gjenkjendes af nogen forhen Bekjendt af ham og hans Marie. Derfor gik vi til Bergen. Hans Plan er at kjøbe en stor Bondegaard i en af dette Stifts mest ensomme Bygder. Ogsaa af mig vil han gjerne have en Landmand; og jeg har lovet ham at blive det, naar han giver mig denne Sommer tll at tumle mig om i mit fremmede Fædreland. Derimod har han slet Intet at indvende.
Du skulde seet min Fader, da vi under en flyvende Storm slyngedes ind til Norges Kyster. Matroserne, Kapitainen og et Par Passagerer vare i en urolig Bevægelse; thi Brændingerne vare farlige, og Uvejret syntes ikke at ville stille af ved Aftenens Indbrud. Kun min Fader stod lænet til den forreste Mast, kastede flammende Blik paa de fremspringende Klipper, og holdt mig krampagtig i Haanden. Heller ikke jeg tænkte paa nogen Fare. Jeg tog min Tegnebog frem og skrev under Skibets bueformige Bevægelser disse Linjer, som jeg rakte min Fader. Dem sang vi under den almindelige Tumult, sikkert tre Gange; thi min Faders „Da capo!“ lød altid højere hver Gang han havde udsunget den sidste Linje. Ingen af vore Medrejsende smilede af os; thi Ingen mærkede det Mindste til den hele Koncert.
Højt fraader mit Nordhav og aabner sit Skjød,
Og Seilene bugnende knage,
Og Stormene hvine fra Skyen rød,
Og Masterne svigtende brage;
Men herligt fra Stormens og Nordhavets Favn,
O Fædreland! toner dit stolte Navn.
Se Klipperne nøgne og bratte at staa
Med Granen paa urgamle Tinder;
Varmt maa dig imode mit Hjerte slaa,
Du vækker saa salige Minder.
O elskede Klippe, o elskede Gran,
O elskede, hellige Fødeland!
