hans Liv, og nu besluttede han at adsprede sig og mig ved en Reise gjennem Frankrige og Tydskland. Denne Rejse var velgjørende for ham — og for mig, min Oswald, var den ubetalelig. Paa denne Reise blev jeg Mand. Paa denne Rejse lærte jeg at kjende Mænd som Tieck, Fouqué og Schilling. Paa denne Rejse vandt jeg Dig, Du Dyrebare! O, Oswald, hvilke lykkelige Dage, da vi sad Arm i Arm i din lille, hyggelige Studerestue i Jena; da Du fortalte mig om dit Fædrelands Kampe og Sejre, om dine fremtidige Forhaabninger for Tydsklands Frihed og Storhed; da Du med funklende Blik og glødende Kinder forelæste mig eders Planer, eders herlige, kraftfulde Samfunds begejstrende Taler; da jeg lærte Dig mit Fædrenesprogs bløde Toner, da Du med Taarer faldt mig om Halsen, fordi jeg havde lært Dig at forstaa Haakon og Palnatoke, Masaniello og Gangergriffen! Oswald! Og hvor glad er jeg i dette Øjeblik, at jeg kan nedskrive for Dig mine Følelser i det Sprog, hvori min Sjæl fornemmer dem! Jeg har glemt at tænke i Fransk, siden jeg stod imellem Norges Fjelde; dog taler jeg det daglig med min Fader. Han elsker det, fordi han i Frankrige var saa lykkelig. O, hvo elsker ikke sine lykkelige Dage? Derfor er det vel ogsaa, at jeg saa lidenskabelig elsker alt Tydsk. Dog nej, ikke derfor alene. Elsker jeg Schiller over Racine og Göthe over Corneille, saa maa jeg vel elske det Sprog, hvori disse herlige Skalde alene kunde følt og sunget, hvad de følte og sang.
O, Du milde redelige Ven, jeg gjetter den Mistanke, der i dette Øjeblik flyver over din Sjæl. Nej, nej, Oswald, jeg er ikke uretfærdig mod Frankriges store Digtere. Dine blide, fredsommelige, sanhedskjærlige Taler til Burschenschaftet have ikke forfejlet paa mig sin Virkning. Aldrig var Du mig kjærere end hin Aften, da Du stillede det vilde Skraal mod Frankrige og det Franske, ved fast og med høj Røst at oplæse, trods de rynkede Pander, Racines Athalia. Nej, jeg miskjender ikke den lette, søde Naivitet, det træffende Vid, de følsomme, hulde Toner, der lyde fra Galliens Troubadourer. Jeg kalder det ikke et vindigt, slesk og tomt Spil; men elske, elske kan jeg kun Skandinaviens og Germaniens Filomeler.
