ligvis ingenlunde juridisk afsluttet, og Brandt blev under en Art Bevogtning.
Jeg har forfulgt Vennernes Livstraade, deres Knuder og disses Løsning. Det skulde være at matte Læseren, om jeg vedblev med samme Nøjagtighed som hidtil. Ingen bærer Tvivl om den desuden maaskee af Flere læste Højesteretsdom i denne Sag, der imod Sædvane inden kort Tid gik frem igjennem Retterne. Rørende var Brandts og Luises første Møde.
„Skrækkeligt have vi miskjendt hinanden, Luise!“
„Men ærligen have I lidt for hinanden!“ sagde Ritter og greb begges Hænder.
„Nu høre vi hinanden til Luise! Det vil sige, vi dele den Smule Lykke, der endnu kan blomstre i vore uddøde Hjerter. O Luise! Havde jeg som Du en let Samvittighed! Min Ro tog den ulykkelige Thrine med sig i Graven“.
„Wilhelm!“ sagde Luise med et sjelefuldt Blik, og de blege Kinder farvedes. „Ja vi skulle høre hinanden til som Søskende, som inderlige Venner, uadskillelige i Livet. Men tag nu af din Søsters Læber en glædelig Efterretning. Din Thrine, din Kone, lever og vugger din Søn paa sine Arme og længes efter det glade Øjeblik, da hun skal synke i din Favn“.
Brandts glade Forbauselse var maalløs. Ledsaget af Fogden, Luise og Ritter rejste den proforma Fangne til Bondegaarden, hvor Thrine henrykt rakte ham det sunde Barn. Valborg sad ved Vuggen. Hun fulgte siden med Brandts til Vestindien, hvor Ritter havde skaffet ham en indbringende Handelspost. Aaret efter, da den gamle Lem døde, drog Ritter med sin Caroline til Kompagniets Plantager, hvortil Handelskonjunkturer, som ikke vedkomme Fortællingen, skal have bestemt ham. Om Linow har jeg siden Intet hørt; han har vel længe hvilet de trætte Ben.
