heden fra mine Læber. Luise er en frygtelig Skabning; Letsind og Fripostighed, Ømhed og Hengivenhed er synderligen smeltede sammen i hendes Jeg. Du skulde hørt os i denne Scene; det var som om jeg var Morder, Luise uskyldig.
Men jeg bliver vidtløftig. Angergiven, fortvivlet, vender jeg tilbage til Norge. Paa et Gjæstgiversted møder jeg en Fremmed, der fortæller mig, at Højers Lig er fundet og Luise sat fast. Man har endnu ikke bragt hende til at bekjende. Fremdeles fortæller Mennesket mig sine og nogle Andres Formodninger. I Mordet antager han Luise uskyldig, men har derimod en hel Historie sammensat om hvorledes Højer er, efter et Par Dages bevidstløs Tilstand kommen op af Hulen i en af disse Mennesker formodentlig drømt Sidevej til Klosterhaven. Den Morgen da jeg, som nu sandt er, gik derhen, har jeg fundet Højer levende; min Jalusi er vaagnet, og jeg har stødt ham ned. Med levende Deltagelse hører jeg paa dette opbyggelige Eventyr, der er digtet paa min Bekostning. „Qu’il soit!“ tænker jeg glædeløse, strafværdige Menneske ved mig selv. „Det var for dig, hun gjorde Misgjerningen; velan! saa bød for hende og dig, og gjør Bod til Thrines Manes!“ – Jeg benytter den hele Underretning, rejser til Fogden, som var bragt paa den Fremmedes Idee, og angiver mig selv som Morder. Lede til Livet, Samvittighedsnag, Medlidenhed med Luise bestemte mig, og endnu angrer jeg ikke min Beslutning. Med Rolighed gaar jeg den forsonende Død imøde; men for Luise føler jeg dyb Foragt. Thi se! hun tog mit Offer uden Omstændigheder, uden at opponere, ja uden at takke. Dog, det er sandt, hun vilde langt om længe besøgt mig i min Arrest; men jeg frabad mig det.
Fugle eller Orme fortære mit Støv, naar Du læser dette, gamle Linow. Men Du vil tilgive og elske og ofre en Taare til Den, der ved en frivillig Skjændelsesdød forsonede Ungdommens Daarskaber. Far vel, Elskede, for evig far vel!
Din V. B.“
Ritter glemte Retten og de Omstaaende og styrtede i Wilhelms Arme. Fogden havde nok nær gjort det Samme, og med Møje tvang han sig til at iagttage den passende Embedskulde. Sagen var natur-
