for sig. Endelig trak han et forseglet Brev frem, brækkede det hurtig og rakte det til Fogden. Udskriften var til Literatus Linow i Kjøbenhavn. Brevet selv var skrevet med ubekjendte Karakterer.
„Vil De tillade mig at træde til Bordet og nedskrive det i dette Brev brugte Alphabet?“ Da han havde gjort dette, begyndte Fogden at stave, men overlod ham derefter selv Brevet, hvilket efter hans Diktat blev ført til Protokollen.
„Ven og Broder! Jeg staar ved Dødens Port. Jeg staar der frejdig, – for første Gang siden lang Tid ret rolig, ret tilfreds. Ligegyldig lader jeg mig og mit Eftermæle sværte med det skrækkelige Mordernavn. Der ere kun tvende Mennesker tilbage i Verden, for hvilke jeg nødig vilde staa saaledes tegnet. Den Ene, min elskværdige Jens, min Sjels Yndling, maa jeg lade blive i Vildfarelsen; Dig, min Dyrebare, kan jeg forklare mig for.
Metastats siger:
Poco é funesta
L'altrui fortuna,
Quando non resta
Ragione alcuna
Nè di pentirsi, nè d'arrossir.
Dette tør jeg vel ikke anvende ganske paa mig; thi der hviler Meget ret tungt paa min Samvittighed; men som sagt: ret rolig er jeg; thi jeg er ikke Morder. „En Brøde skal sones ved Offer for en Andens“, vare de mystiske Ord, din Anna udsagde, da hun engang lagde Kort for mig. Nu opfyldes hendes gaadefulde Tale. Vistnok, kjære Linow, kunde jeg fatte mig meget kort og derved befrie Dig fra det møjsommelige Arbejde, at læse Meget af denne Zifferskrift. Men jeg har saa god Tid her, hvor jeg sidder, og det er mig en saa herlig Tilfredsstillelse at kunne endnu engang i Verden udgyde mit Hjerte for en tro Ven. Derfor bær over med min Vidtløftighed.
Da jeg styrtede ind til Dig sidst og paa mit ilsomme Spørgsmaal om den ulykkelige Thrine fik det kolde Svar, hvormed Du rev Dig løs af mine Arme: da foer Dødens Vinter over mit Hjerte. „Jeg er hendes Morder! Hendes Uskyldighed, hendes Lykke og Fred, hendes Haab
