vaade Øjne nikkede til ham, – og nu var han aldeles sin elskværdige Gjæsteven opofret.
Af den for Jens Ritter saa vigtige Underretning skulde det være overflødigt for Læseren at høre Andet end følgende Udtag af Brandts Bekjendelse:
„To Dage efter min Hjemkomst, den tredje Dags Morgen efter Løjtnant Højers Fald i Hulen Bundløs, gik jeg til Ruinerne, fuld af Tanken om min arme Vens Skjæbne. Mine Forhaabninger om at erholde den af mig stedse elskede Jomfru Ritters Haand gjorde mig Højers Tab vel mindre smerteligt – men desto mere rørende. Netop var jeg færdig til at vende tilbage fra dette sørgelige Sted, da en sagte Raaben om Hjælp fra den nærliggende Fordybning: Ormegaarden, vakte min Opmærksomhed. Fra Muren af saa jeg ned, og til min Bestyrtelse og Glæde blev jeg Højer var, som i den ynkeligste Forfatning raabte op fra Gruset. Underlige Følelser kjæmpede med hverandre i mit Bryst. Han levede! Min Højer var reddet, naar jeg ilede ham til Hjælp! Men med Bevidstheden om at han var frelst, flygtede Medlidenhed og Kjærlighed. Jeg saa nu i ham den forhadte Medbejler, som jeg – jeg selv – skulde drage ud af Dødens Svælg – for at bringe ham i den Piges Arme, hvilken jeg nu havde lært at ansee for min Brud. „I hendes Favn vil han styrte, og jeg, Redskabet for hans Frelse, jeg skal lade mig nøje med de to Lykkeliges kolde Taknemmelighed!“ Saaledes følte jeg det. Da blinkede, som om Skjæbnen havde rakt den frem af Afgrunden, en lang Kniv ved mine Fødder. Ude af mig selv greb jeg den, styrtede ned efter den Ulykkelige og borede den i hans Hjerte. „Du er jo alt indviet Døden, Frits! Bliv i dens Favn; her har Du ikke mere at gjøre!“ Saa raabte jeg i vild Harme, og han sank livløs til Jorden“.
„Ak, da vaagnede Samvittigheden! Med unævnelig Rædsel ilede jeg tilbage, – ikke til min Brud, – nej til Højers Enke! Hun var mig fra denne Stund af mere forhadt, end jeg var mig selv. Drømmende henslæbte jeg et halvt Aar. For mig var Verden øde. Jeg drog til Danmark for at opfylde en forglemt Pligt. Ogsaa dette var for sent. Da erfarede jeg, idet jeg atter drog tilbage, at man havde
