„Overil Dem nu ikke, gode, brave Mand; Retten er uskyldig som Deres Søster“.
„Men nu maa jeg herfra. Jeg har gjort min Pligt; det er ikke min Sag at være Politiadjutant. Mine Broderpligter kalde. Af hendes egen Mund vil jeg erfare Alt og vide hvad jeg har at gjøre“.
„Brushoved! Saa rejs! Men nu er her Ingen at sende efter Hest. Saa tag da min. Men det siger jeg Dem, De faar ikke Lov at kjøre Tømmen, ellers ødelægger De baade Hest og Kariol“.
Denne Mandens blide og beredvillige Adfærd slog den oprørte Ritter. „Har jeg fornærmet Dem?“ sagde han blød og rakte Fogden Haanden.
„Vist ikke. Men hør nu: Deres Søster er jo fri. Enten De kommer i Dag eller i Morgen saa tidlig De selv bestemmer, er det ikke omtrent det Samme? Saa kan jeg i Rolighed sætte Sagen ud fra hinanden, og De vil da bedre vide, hvorledes De paa varsomste Maade skal møde Deres vistnok meget svage Søster. Tro mig, hun trænger højlig til Skaansel, og De vil fortryde ej at have fulgt min Advarsel, hvis De uden selv at være bekjendt med Alt, styrter ind paa hende“.
Ritter maatte imod sin Vilje erkjende det Rigtige i den retskafne Mands Tiltale. Han følte sig saa angreben ved den frygtelige Efterretning og ved den Spænding, hvori Uvisheden om den rette Sammenhæng holdt ham, at han ikke torde forkaste det gavnlige Raad. Fogden vidste meget vel hvad han gjorde. Ved det nøje Bekjendtskab, han under Sagen havde skaffet sig til de arme Menneskers Livsomstændigheder, var han ogsaa bleven underrettet om den unge Ritters Venneforhold til Brandt, — og han vidste derfor, hvilken nye Storm, der biede Ynglingen, som hidtil ikke kunde ane, hvem der skulde træde op som Morder i Luises Sted. Nu fandt Ritter sig i Alt. Han gik med Fogden ind til Thrine, der tilligemed Bondekonen var i største Uro. Neppe havde man vexlet nogle Ord med hende, førend begge Mændene bleve udkaldte. En Gaaende havde vist sig. Det var ganske rigtig efter Ritters Forsikring den saakaldte Claas, som han kjendte under Navnet Thorkild, og i hvem Fogden til sin Forundring gjenkjendte Landkræmmer Holt.
