derinde og er syg“, sagde Ritter i en skjødesløs Tone og lukkede Døren op for ham.
Neppe var Personen inde, førend den værdige Yngling vinkede heftig til de kommende Bønder. „Gaar ind og griber det Menneske! Jeg tager Alt paa mig. Han har en Ugjerning isinde“.
Bønderne saa en Stund paa hverandre. „Nøler ikke“, vedblev Ritter, „ellers trækker jeg eder til svært Ansvar“.
Værten traadte til, og man lovede Bistand. I et Øjeblik stod Einar omringet af en halv Snes Karle. „Pas vel paa ham, og nu paa Øjeblikket Bud efter Lensmanden!“ raabte Ritter.
Einar var ganske ude af sig selv. Hans tause Forfærdelse gave Ritters Ord Vegt, og i et Nu vare hans Hænder bundne paa Ryggen.
„Naa, hvad er det da for en Karl?“ begyndte Bønderne.
„Tys! Lad Ingen mærke Noget. Uden Tvivl kommer endnu en Fugl i Fælden, dersom vi ere forsigtige. Hurtig, efter Lensmanden!“
I det Samme rullede en Kariol over Gaarden. „Det er vor Foged!“ sagde Værten.
„Han kommer som kaldet“, raabte Ritter. „Saa bliver kun her; jeg skal tale med ham“.
Med et tungt Hjerte, træt og mødig steg den gode Foged af Kariolen; han havde tilendebragt en sørgelig Forretning. Ritter fortalte ham med faa Ord Begivenheden paa Skibet og den saakaldte Claas's formodentlige Komme, naar man i Stilhed beholdt den første Udsending.
„Deres Navn, unge, brave Mand?“ spurgte Fogden og rystede med Bifald hans Haand.
„Jens Ritter, Kjøbmand. Mit Pas staar til Tjeneste; men nu, om De synes saa, er det vel bedst at forhøre Slyngelen derinde“.
„Ritter, Ritter! O jeg kjender disse Træk! – Kun et Ord om Deres egne Affærer. Jeg kan vel vide, hvorledes De er tilmode. Deres Søster er uskyldig. Mere naar vi ere færdige her inde“.
„Min Søster? Uskyldig? Tredje Gang hører jeg min Søster eller min Ulykke omtale? Hvad i Guds Navn er da paafærde?“
