som I kom. I de tre Dage, hun har været her, vidste jeg saamen ikke Andet, end at det var en ung, pyntelig Herre“.
Man begriber let, at Ritter gjorde store Øjne. Han faldt strax paa den grundede Formodning, at den forklædte Pige var Morderens til Døden bestemte Ledsagerinde, og hans Hjerte slog højt ved Haabet om ej alene at frelse hende – men ogsaa ved hende at bemægtige sig Skurken. Underlig tilmode ilede han derfor ind til den Syge. Men hvo maler hans glade Forundring, da han ved første Øjekast gjenkjendte Thrine, hvis formentlige Selvmord havde saa inderlig rystet ham!
„Er det muligt? Er det virkelig Dem, Jomfru Borth?“
„Ved hvilket Underværk træffer jeg Dem, Hr. Ritter! O Gud! Jeg trænger mere end nogensinde til Ven og Raadgiver!“
„Begge Dele skal Du finde i mig, arme Pige!“ raabte Ritter med Følelse og greb hendes Haand.
Ak, De er selv saa ulykkelig – arme Mand! Men forlad mig ikke i min Nød!“ Hun gav sig bitterlig til at græde.
„Selv saa ulykkelig?“ gjentog han for sig selv. „Hvad vil hun sige med det?“ Men han fik ikke Tid til at spørge; thi Bondekonen kom ind med Besked til den Fremmede, hvem af dem maatte de selv afgjøre, at der var En ude, som skulde afhente ham.
„Det er mig Ulykkelige!“ raabte Thrine angst; „ak naar De vilde tage Dem af mig, saa –“
„Rolig, rolig, kjære Pige! De kommer ikke fra mig. Jeg ved maaskee bedre Besked om Deres Ledsager, end De selv“. Lidt betænkelig gik han ud imod den Anmeldte; men just lød Middagsklokken, og Folkene nærmede sig med deres Ler. Nu vidste Ritter Raad. Den Anmeldte, i hvem han strax gjenkjendte Landstrygeren Einar, studsede ved at see ham.
„Hvad har Du at sige mig?“ spurgte Ritter rolig.
„Jer har jeg nok intet Erinde til“, svarede Einar, idet han betragtede den unge Mand, hvis Træk han rimeligvis troede at gjenkjende.
„Ja saa, da faar Du gaa indenfor; thi en anden Rejsende ligger
