ring af Fingeren. „Du har vel sagtens ingen Lyst til at pynte dig med den; men se her!“ han tog et Stykke Seglgarn og bandt den deri; „hæng den om din Hals; og hender det sig, at Nogen vil have Fingre paa dig, saa vis den frem, og er det Folk, som kjende Steffen, saa røre de dig ikke et Haar. Nu afsted!“
„Farvel Valborg!“ sagde Ritter næsten rørt og greb efter hendes tørre Haand. Hun gav sig til at græde og vendte sig bort.
Da Ritter kom udenfor med sin Ledsager, aandede han begjærlig den længe savnede rene Luft. Aftenen var skyet men behagelig. Tause skrede de to Vandrende fremad; Steffen syntes forlegen. Endnu havde de en god halv Mil at gaa, førend de ad krumme Fjeldstier i forsætlig valgte Omveje kunde naa Landevejen.
Steffen vendte sig pludselig om og saa sin Ledsager skarpt i Ansigtet. „Jeg skulde tage en Ed af dig, Kammerad. Men enten er Du en ærlig Karl, og det seer Du mig ud for; saa behøves det ikke; – eller Du er en Hundsvot, og saa hjælper det ikke. Ræk mig din Haand paa, at Du ikke angiver, hvor Du er bleven huset! Andet fordrer jeg ikke; for andet Løfte kan Du ikke som brav Mand give“.
Ritter slog varmt sin Haand i hans, og en Taare perlede i hans Øje.
„Ærlighed varer længst!“ svarede Røveren, og saa synderlig de Ord end maatte passe i hans Mund, forekom de i dette Øjeblik Ynglingen ganske naturlige.
„Du er i et slet Selskab, Steffen!“ udbrød han i en saa venlig, saa rørende Tone, at Røveren sukkende saa ned for sig.
„Lad os ikke tale derom“, svarede han rolig. „Og nu farvel! Der henne seer Du Røgen af en Skorsten. Der boer Skriveren. Du seer, jeg tror dig vel“.
Derpaa lettede Steffen paa sin Hat og bøjede af i Skoven; men Ritter brast i Graad over det Rørende i Menneskeadel under Forbrydelsens Grusdynge.
Han stod ved Indgangen til den betegnede Sorenskriverbolig. Overvejende standsede han et Øjeblik; det randt ham isinde, hvorlunde Spørgsmaale om det nu saa efterfulgte Følge kunde forvirre den
