hans forrige Ytringer indgav Ritter nogen Agtelse og Tillid. Ogsaa Valborg var paa sin Vis oprømt og snakkede en Hob underligt Tøj. Men da hun hørte, at de skulde afsted næste Nat, blev hun pludselig bragt ud af sit venlige Humeur. Mændene brøde sig ikke synderlig derom.
„Ja hør nu Kammerad“, tog Steffen Ordet imod Aften; „nu faar Du lave dig til at gaa; thi her er ikke længere Sted for os. Paa Vejen have vi endnu et Par Ord at tale sammen, vi To; thi jeg følger dig ud paa Landevejen. Du Arngrim bliver her hos Valborg til de Øvrige komme! – Naa en Rejsedram!“
Ritter havde imidlertid taget sin Tegnebog op og delte Indholdet i to lige Dele. „Jeg skylder eder Liv og Pleje, Godtfolk! Jeg er just ingen fattig Karl; men dog forsikrer jeg, at næsten Alt hvad jeg ejer i rede Penge findes her. Jeg har delt lige; tag derfor hvilken Pakke Du vil, Steffen“.
„Naa, naa!“ sagde Arngrim; „til en Storfant at være, er du endda ganske ræsonlig“.
„Nej, hør Kammerad!“ sagde Steffen; „det blev dog noget Grovt til at være Betaling for et Par Dages Husly. Eller hvor meget slaar Du hver Pakke an til?
„Fem hundrede Rigsdaler“.
„Fem og Fem var Ti!“ mumlede Arngrim uvillig.
Steffen trak Øjebrynene sammen og saa vredt paa ham. Derpaa vendte han sig til Ritter.
„Med en Dalerspenge kunde vel den hele Bekostning været betalt. Men Du mærker nok kanskee, at det ikke er saa rigtig med Værtskabet. Læg hundrede Daler af paa Bordet. Det er ikke for min Skyld; jeg vil ikke have en Hvid. Men –“ han saa til Siden; „jeg kan ikke altid handle som jeg vil. Arngrim, tag Sedlerne og del dem som Ret og Skjel er. Jeg rører ikke min Haand ved dem“.
Ritter kastede et forbauset Blik paa den ædelmodige Røver og vilde lægge et Hundrede til. Arngrim greb efter Sedlerne.
„Nej!“ raabte Steffen med Tordenstemme; „nu er Dommen fældet over din røde Bog. Ikke et Ord mere! Og der har Du endnu en liden Foræring, som kan komme tilpas engang“. Han trak en Sølv-
