sted med Undtagelse af Steffen og hans Løjtnanten, den aldrende Arngrim. Deres sagte Samtale gik ud paa hvad Bestemmelse, der ved deres forestaaende Opbrud skulde tages med den Syge.
„Thi endnu i Dag bør vi afsted“, mente Steffen.
„Nu, saa stor Hast har det vel ikke“.
„Ja, det ved Du ikke. I denne Rede findes vi vel ikke let; men vi kan jo ikke mure os inde her, og Amtmanden har lange Arme“.
„De ere da ikke længere nu end før“, pukkede Arngrim.
„Kan din Køter ikke engang lære, at Steffen har god Grund i alt det — han gjør? Naa saa maa jeg fortælle dig, at Thorkild — “ Her blev Stemmen sagte, og Ritter kunde Intet høre.
„Og saa, naar han er Fanden i Vold, give de os Skylden. Ja, nu forstaar jeg“.
„Derfor har jeg isinde i denne Aften at bryde op. Fyren derhenne faa vi drage dygtig i Ring med og saa lægge ham af ved en Plads“.
„Du gjør saa store Komplimenter for den Jyde, synes jeg“.
„Han har drukket af mit Krus“, sagde Høvidsmanden alvorlig. „Steffen er ingen gemen Karl. Førend han slipper fra os skal han –“
„Betale til Bunden af sin tykke Tegnebog!“ afbrød Arngrim.
„Ja vist, nu traf Du det, tænker jeg! Nej min Fa'r. Ingen understaa sig at røre en Skilling. Vil han betale, saa er det godt. Det kan I dele I Andre, jeg vil Intet have“.
„Stort skal det være!“ brummede Arngrim i Skjægget. „Naa, Hvad skal han da?“
„Aflægge en Ed, ikke at give Øvrigheden noget Spor paa os“.
„Ha, ha! Hvor længe holder han den?“
„Alle Folk ere ikke saadanne Kjeltringer som Du, Arngrim. Desuden, det er jo dog en Forsigtighed.
„Og en liden Trusel kan der vel lægges til?“
„Ja, og den saa drøj, Du vil. Men væk nu paa Valborg. Vi maa have noget Varmt i Livet“..
Efter en Tids Forløb strakte Ritter sig, rejste sig og rakte Steffen Haanden. Denne lod til at blive oprømt ved hans Velbefindende og rystede hans Haand med et Slags Trohjertighed, som i Forbindelse med
