med den Efterspørgsel, som kunde komme fra Familien. Herfra rejser jeg som Holt“.
„Frisk op Bro'r! Sæt hende til Knivs!“
„Din Mæhæ! Du er saa dygtig til at give gode Raad; hvorfor Djævelen slaar Du ikke Hjertet istykker paa Hexen derhenne, som tilsidst for din fordømte Ægtekjærlighed ruinerer os alle sammen?“
„Thorkild! Steffen er en bonet Karl. Snak ikke om Sligt. Ærlighed varer længst; hun har byttet Ring med mig“.
„Ja, Du har det nu med mange Ceremonier og Hokuspokus. Naa farvel da! Pas mig vel paa Valborg. Gid jeg saa hende med Næsen ivejret, saa var jeg sikker paa, at hun ingen Fortræd gjorde“.
„Har Du hørt noget Nyt hjemme fra?“
„Ikke uden hvad Du forud fortalte mig om Brandt. Den arme Tyv! Det er en lystig Historie! Jeg har just ingen Lyst til at hilse paa ham. Nu, mit Ophold paa disse Kanter bliver ikke langt. Jeg sælger Gaarden rub og stub underhaanden til Brynhjolf, og dermed skal det være afgjort i et Par Uger. Saa trækker jeg afsted over Grændsen; for retnu ækles det lidt for mig her og der“.
„Dersom det bliver Alvor, saa tales vi dog vel først engang eller to. Men hør nu, vil Du over Bygdefjeldet inden Folk ere oppe, saa gaa nu“.
De ædle Brødre rystede hinanden Hænderne, og Steffen fulgte udenfor. „Saa nær og saa fjern har jeg dig, Nederdrægtige!“ sagde Ritter ved sig selv, idet han i afmægtig Harme knyttede Haanden. „Men hvad vil han sige med Brandt! Hvorledes kommer han til at kjende Wilhelm? Dog der kan være Mange af det Navn. Han vil altsaa atter myrde, fortæller han koldblodig. Og jeg Ulykkelige ligger her imellem disse afskyelige Mennesker og kan hverken hevne den begangne eller forhindre den forestaaende Udaad! Jeg bliver vel endog selv et nyt Offer for deres Dolke, hvis ikke denne fjantede Kvinde kan beskytte mig!“ – Denne mørke Monolog blev afbrudt ved Steffens Indtrædelse. – Mistænkelig traadte han hen for Ritters Leje; men beroligedes ved dennes forstilte Søvn.
Banden rejste sig ivejret, og efter en kort Tummel trak Alle af-
