Femtende Kapitel.
Steffensgaarden.
Dass er sollte zubringen alhier die Nacht.
Volkslied.
Vi ville ingenlunde følge den gruelige Forbryder paa hans Vej igjennem de fra Stranden optaarnede, ved Krat og løse Stene næsten ubestigelige, øde Klipper, hvor en eneste farlig Sti gav den vaklende Fod nogenlunde Fæste. Vi have endnu nogen at see os om efter paa det øde Skib. Det forfærdende Udraab: „Elendige!“ kom ikke uden middelbart fra den vrede Himmel – og ikke fra den Myrdedes Manes; den kom fra en ædel, ung Mand, som Skjæbnen havde bevaret i den rædsomme Stormnat, da Hel fik saa rigeligt Bytte. Men vi finde ham i en vistnok saare betænkelig Tilstand. Læseren erindrer sig det Udraab igjennem Nattens Rædsler: „Storm i Liv, Storm i Død!“ Neppe havde den unge Mand, Jens Ritter er hans Navn, udsagt disse Ord, førend det nedfaldende Storsejl kastede ham omkuld og slog sig tungt og gjennemblødt omkring ham. I Faldet var han maaskee styrtet paa en Jernspiger eller et Hjørne; thi fra dette Øjeblik af havde han tabt Bevidstheden, der netop vendte tilbage, da den rædsomme Udaad foregik. Med afmægtig Haand havde han just trukket det vaade, tunge Sejl bort fra Ansigtet og vilde raabt om Hjælp. I dette Øjeblik styrter Morderen den Gamle ud, og istedet for at forlange Hjælpen, foer det ufrivillige Ord ham fra Læberne. Enten havde det voldsomme, af Forfærdelse og Afsky udpressede Raab udtømt de faa Kræfter, eller han besindede sig, at hans Liv maatte være forloret, hvis han blev opdaget; nok – han forblev taus og uden Bevægelse. Her havde han Tid nok til at udfinde Sammenhængen – og troede snart at bemærke, at Morderen og hans Søn var de eneste levende Væsener paa Skibet, ham foruden.
Da han nu hørte Trin under Dækket, listede han sig frem, kastede Øjnene forsigtig om sig, ilede forbi den Besvimede og ind i sit lille Kojekammer i den forreste Del af Fartøjet. Her lukkede han til for sig
