Kyst og betragtede med nogen Ængstelse de raa Klipper, som indenfor optaarnede sig. „Livet er dog sødt!“ hviskede han hen for sig; „siden ogsaa jeg kan glæde mig derved“. Faderen steg imidlertid ned i Kahytten for at styrke sig med en god Frokost. Da kom der ham pludselig en Tanke i Hovedet. Gode Læser! Kan Du sætte Tro til min Fortælling? Jeg gyser over Menneskeheden og vilde gjerne holde op her, eller overspringe den nærmeste Begivenhed. Men den hører jo med i det Hele. Hurtig aabnede han Skipperens Kiste, bemægtigede sig alle Skibspapirer og Passer, og steg rask op. Deroppe stod Claas og Ynglingen i vemodig Stemning og pegede hen til en Klippe ude i Fjorden, hvor man saa det sønderslidte Vrag af en Baad flyde. Hist og her slyngede Bølgerne de Forulykkedes Lig op imod Granitvæggen.
„Kan Ingen være reddet?“ spurgte den føre Mand i en næsten vild Tone.
„Desværre, nej; det er umuligt“, svarede Claas blød.
„Barn!“ vedblev hin; „gjør mig den Tjeneste at hente herop den Flaske Vin, som staar ved Fødderne af min Koie. Vi ville drikke et Glas sammen til de Dødes Minde“.
Ynglingen gik. Endnu spurgte den Føre om hvad der videre var at iagttage ved Landingen, og da han havde faaet Underretning derom, hu! da greb den onde Mand –, nej det sorte, djævelske Væsen, sin venlige, fromme Vert med den ene Haand om Hovedet, den anden om Ryggen, gav ham med herkulisk Kraft et Knæk og kastede ham i Vandet.
Ogsaa den Onde, den fuldkommen Onde har Samvittighed; eller rettere, der gives ingen fuldkommen Ond; thi selv den Sletteste besidder endnu den rædsomme Engel, der avledes, da Hellighed omfavnede Synd. Med blaa Læber, med vildt rullende Blik, med synlige Gysninger igjennem den gigantiske Legemsbygning, modtog han den blege, smilende Yngling, der bragte to Sølvbægre og den forlangte Flaske.
„To Bægre! Nu det er et for hver af os, mit Barn!“ raabte han i en Tone, som naar Djævelen morer sig.
„Hvor er Kapitainen?“
