Man tænke sig min Forbauselse! Skulde jeg lade sætte efter ham? Skulde jeg i det mindste med Expresse skikke Øvrigheden hans Billet? – O kjære Læser! Være Politie hvo der vil! Jeg vil heller synde imod de borgerlige Love end imod Hjertets; og dette Menneske, saaledes som jeg kjendte ham og som du nu kjender ham, kunde ikke skrive disse Ord og fly. „Han kommer vist hurtigere frem end min Expresse vilde komme!“ sagde jeg til mig selv og satte mig med oprørt Følelse hen i en Krog.
Fjortende Kapitel.
Natstykke af Naturen og Mennesket.
Under vilde Tordners Brag;
Døden frem paa sorte Vinger suser
Og mod nøgne Klippe Snekken knuser
I et Krampefavnetag.
Aabner den uhyre Dal!
Mere Harm det sorte Hjerte dølger;
Paa Naturens Oprør Hvile følger;
Men paa Synden Angst og Kval.
Aldrig indviet i Themis's Helligdomme, har jeg hverken Evne eller Vilje til at gjøre et fortsættende Udtog af den foran mig liggende Kriminalproces, hvori nu ved Brandts frivillige Tilstaaelse foregik en total Forandring. Uagtet mine Læsere maaskee med nogen Interesse vilde forfølge denne Sags Gang, giver jeg dog med den mig som Fortæller uomtvistelige Ret efter for en indvortes Trang – og vender Øjet fra den alvorlige Retsstue til en ganske anden Kant. Jeg seer i den dunkle Uvejrsnat et lidet Fartøj boltre sig ikke langt fra det vestlige Norges frygtelige Skjærgaarde. I Kahytten sidder en gammel, ærlig Holstener ved Navn Claas, – det rolige Blik enten heftet paa Kompasset under Loftet eller paa det foran ham udbredte Søkaart. Mindre
