syntes midt i sin Rolighed ingenlunde fremmed og forbauset ved Handlingen. Det var altsaa i Tilfælde af at hun var uskyldig, højst sandsynligt, at hun forlængst havde gjennemskuet Brandt, at deres Adskillelse og hans pludselige Bortrejse stod i den nøjeste Sammenhæng med Forbrydelsen. At hun ligesaalidt vilde blotte ham – som vælte Skylden paa sig selv, det var meget sandsynligt; og forholdt det Hele sig virkelig saaledes, som vor Anelse indgav, saa vilde det være en yderst svær Opgave at løse Gaaden med juridisk Vished.
„Skulde man altsaa ikke nu“, spurgte jeg, „anvende alle mulige Forsøg paa at overbevise sig om Tilværelsen eller Ikketilværelsen af en Sidegang fra Keadan?“
„Naturligvis. I denne Eftermiddag lader jeg rydde alt Grus tilside imod den Væg, der adskiller Hulen fra Ormegaarden“.
„Og sæt nu, De finder den paatænkte Vej, er det da muligt paa en saadan Gisning at indstævne Brandt?“
„Naturligvis, mener jeg. Derom maa vi raadslaa med Aktor i Sagen“.
Min Forventning var spændt paa det Højeste. Amtmanden, Fogden og jeg vare overværende ved Rydningsforretningen. Virkelig fandt man efter flere Dages møjsommeligt Arbejde, der tildels var forbundet med Fare for at rive den heldende Mur overende, at der, uvist om ved Kunst eller Tidens Ødelæggelse, fandtes et skraat nedgaaende Hul fra Ormegaarden til Bundløs. Amtmanden lod en Strikke fremtage og trak en Ti-dalerseddel ud af sin Tegnebog. „Hvo vover at lade sig hidse ned?“
Arbejderne saa paa hinanden og taug. Jeg blev utaalmodig og greb Touget. „Nej, nej!“ sagde paa engang Amtmanden og Fogden; „vær ikke forvoven. Det er intet Spøg. Naar disse Karle betænke sig paa at gjøre Forsøget, saa er det for galt at exponere sig“.
Mismodige gik vi tilbage. „Skal Brandt hentes?“ spurgte jeg.
„Derpaa kan vel neppe svares førend efter næste Forhør“, mente Fogden.
„Men er han skyldig“, lagde Amtmanden til, „saa vil nok Fru
