„Det nytter vel ikke“, svarede jeg uvis, „at gjøre Dem opmærksom paa hvor nøje Kandidat Brandt var indviklet i denne Historie?“
„Men, bedste Ven, han kom jo til Bygden fireogtyve Timer efter det formentlige Uheldstilfælde?“
„Er det da mathematisk bevist, at det ikke lader sig gjøre at komme op af Keadan – eller hvad heder det? Bundløs?“
„Næsten“, sagde Fogden. „Men velan! vi ville anstille et omhyggeligt Forsøg og det endnu i dette Øjeblik. Vil Deres Højvelbaarenhed og de ærede Herrer bivære det?“
Selskabet var villigt. En flink Bondekarl skulde hidses ned. Vi gik. Forsøget faldt meget slet ud; thi det var efter de nedfaldne Mures nuværende Stilling umuligt at lade noget Menneske vove en saadan Fart. Selv ved vor Nærmelse til Stedet brusede Grus og Murstene ned i Svælget. „Herved er Intet at gjøre!“ Dette var den enstemmige Mening, og med stille Alvor gik vi henad Stien til Landevejen. Amtmanden havde Øjet fastheftet til den Tegning, vi i Fællesskab havde udkastet. Paa engang standsede han mig, traadte ud af Vejen og sagde, da de Øvrige vare forbi:
„Sæt, jeg tiltraadte Deres Mening! Da vilde jeg opkaste det Spørgsmaal: er eller var der ingen Gang fra Ormegaarden til Keadan? Se engang paa Kortet! Begge støde sammen. Skulde vor Phantasie finde en Udvej, da var det igjennem denne Mur“.
„Nu, og saa?“ spurgte jeg, mere for at høre den Idee gjentagen, der i dette Øjeblik foer igjennem min Bevidsthed, end fordi jeg ventede en ny Forklaring. – – „Og saa? Saa kan den Dem suspekte Brandt let tænkes som Morder. Vi forestille os den Ulykkelige kommen til sin Bevidsthed og krøben ud igjennem den antagne Udvej til Ormegaarden; Brandt, der jo efter sin Hjemkomst skal have besøgt Ruinerne, har da hørt ham raabe om Hjælp; Jalousien er vaagnet. Den døde Ven bliver den levende Medbejler; han nedstøder ham. Følgen er Samvittighedens grusomme Nag, frivillig Forsagelse. Se der har De i Deres egen Tankeflugt den hel poetiske Mordhistorie!“
Jeg forbausedes. Noget Lignende var kommet mig i Tankerne. Endnu gjorde jeg Amtmanden opmærksom paa Luises Opførsel. Hun