Sagens pludselige Vending greb mig saaledes, at jeg endnu selvsamme Dag vilde rejse; men min Ven overtalede mig til dog at overvære det første Forhør.
Retten var sat; Liget laa indhyllet bag et Skjærmbræt; Mordinstrumentet, en uhyre Slagterkniv, laa foran Fogden paa et stort Bord, hvorom de Tilstedeværende havde taget Plads. Amtmanden satte sig midt for den indtrædende Anklagede; jeg tog min Plads ved et Vindue, hvorved jeg kom til at staa hende saa nær, at jeg nøje kunde iagttage hendes Ansigtsbevægelser, Aandedræt o. s. v.
Luises Udseende indgød inderlig Medlidenhed; hun stod med bævende Knæ og taarefyldte Øjne – uden Holding; man maatte understøtte hende og endelig lade hende sætte sig ned.
Efter den sædvanlige Intimation begyndte Fogden:
„De ved formodentlig i hvilken Anledning vi have kaldt Dem hid?“
„Ja!“ svarede hun neppe hørligt.
„Er De bestemt til selv strax at bekjende Alt?“
„Jeg har Intet at bekjende!“ Disse Ord fremsagde hun højt og med en Værdighed, som bragte os Alle til at see paa hverandre.
„Kjender De denne Kniv?“
Hun tog den skjælvende i Haanden og saa et Øjeblik stivt paa den. „Nej!“
„Heller ikke dette Lig?“ Skjærmbrættet fløj tilside, og Legemet afdækkedes. Hun gøs tilbage.
„Af Klædningsstykkerne kan jeg kjende, hvad jeg jo forud er underrettet om, at det er Løjtnanten Højers Lig“.
Dette blev nu bortskaffet, og Fogden vedblev Forhøret. Uagtet han inkvirerede temmelig vel, kom der dog over Pigens Læber, saa afkræftet og næsten opløst hun var, ingen Bekjendelse. Hun gjentog bestandig sit Udsagn og vilde beedige det, at Højer var styrtet ned i Bundløs; og nu fordrede hun Tjenestetyendet, der hin Aften paa hendes Skrig var ilet til, fremkaldt som Vidne. Det skeede naturligvis. Vidnet forklarede imidlertid kun, at det, efterat være kommet op der, hvor Jomfruen stod, havde seet hende strække Armene ud imod Hulen. Nu fandtes Liget ikke der, men i en Fordybning, til hvis stejleste Rand
