Glas Øl – men satte Flasken hen; thi Glassene skulde være rene. Endelig tog han en Bog; men Bogstaverne løb i Et. Da bankede det paa Døren; Lems Tjener, Thomas, traadte ind med et Brev og gik igjen. Linow studsede, saa paa Udskriften; Øjnene løb ham i Vand, og med skjælvende Haand brækkede han det.
„Min Uforglemmelige! Trods vor Aftale maa jeg endnu engang skrive Dig til. Jeg maa under hede Taarer sende Dig min Velsignelse til den himmelske Gjerning Du nu, dydige Mand, staar i Begreb med at udøve. Indlagte Banknote tør ikke Brudgommen negte at modtage til sin Brud. Himlens Fred hvile over Dig! paa hin Side Graven sees vi igjen! Endnu Et: vor Datter lever endnu. Men desværre, hendes Tilstand er ulykkelig. Var det muligt at gjøre Noget for hende, saa skulde jeg hverken spare Møje eller endog vor Hemmelighed. Men ak! skrækkelig hævner den af utidig Ærefølelse krænkede Moderpligt sig! Hvorledes er det, Henrik! Skulde ikke vi to Gamle sætte os ud over en nu unødvendig Forsigtighed? Jeg mener jo. Kom altsaa i Morgen med din unge Kone i Frederiksbergalleen; der vil Du træffe din til Døden tro
Anna“.
Med bævende Læber kyssede Linow det elskede Navn og stirrede igjennem Taarer op til den lyse Himmel. „O mihi præteritos referat si Jupiter annos!“ Da kom Ritter styrtende ind ad Døren. „For sent, Linow, for sent! Bestil kun Presten af igjen. Fortvivlelsen har taget den Ulykkelige i sine Arme. Hun har været borte i to Dage. Man vil have seet hende ved Bredden af Sorteput“.
Længe sad Literaten, bestormet af saamange bitre Følelser, med foldede Hænder og tilbagebøjet Hoved. „O Du kortsynede Menneske!“ udbrød han endelig; „altsaa to Dage for sent! Kjære Ritter! De har Ungdommen og Ungdommens Kraft. Afsig De Presten og de to Indbudne paa en – De forstaar mig nok – paa den passeligste Maade. Og dyrebare, unge Ven! Kom saa hen til mig igjen. Lad mig ikke være alene iaften!“
Endnu sad Literaten med foldede Hænder og tilbagebøjet Hoved, da Ritter stille og sørgmodig traadte ind. De stoppede med et Suk
