Tolvte Kapitel.
Det afbrudte Bryllup.
Is apter than thy tongue to tell thy errand.
Shakespeare.
Vilhelms Adfærd var og blev uforklarlig. En Periode var indtraadt i disse Menneskers Liv, hvori deres Sørgmodighed og virkelige Ulykke med hver Dag tiltog. Den blege Wilhelms Opførsel var den mest ulige. Snart, men sjelden, syntes han at hensmelte i smerteblandet Kjærlighed til den arme Luise; snart, og oftere, betragtede han hende med mørke, fiendske Blik, hvori næsten Had og Foragt udtalede sig; snart, og oftest, sad han hensjunken i sig selv. Sjelden talede han, og da kun med den højeste Ligegyldighed. Den nedbøjede Prest iagttog ethvert af hans Skridt og ventede, at denne Forstyrrelse skulde gaa over til fuldkommen Vanvittighed. Oldingens afkræftede Legeme udholdt ikke dette nye Stød; den velkomne Død nærmede sig synlig til ham. – Luise svandt hen som en Blomst i Ørkenen. Hendes forhen spillende Øje laa dybt i sin blegblaa Indfatning; Kindernes Carmin omvexlede med den hvide Kalkfarve, og den skjønne Oval forvandlede sig i et skarplinjet Omrids. Men hun saa dette med Ligegyldighed og længtes efter Graven. Tanten, der længe havde været syg, døde noget hen i Vinteren, og ikke længe derefter løstes den ærværdige Prest fra det tunge Støv. Luise alene havde Taarer for dem Alle; thi paa et rørt Øjeblik nær, da Brandt tog Afsked med den Døende, viste han nu for første Gang siden lang Tid et oprømt Ansigt. Med Sindighed besørgede han alle Anstalter ved Begravelsen, Auktionen, o. s. v.; og da han som Prestens eneste Arving havde bragt dennes Efterladenskab i Orden, gjorde han endnu et Besøg hos den arme Luise og rejste, som han selv sagde, til København.
Et svagt Haab havde i nogen Tid glimtet for Luises Sjæl, da Vilhelms tilbagevendende Rolighed og virksomme Sysler med sin Arv lod hende haabe, at han tænkte paa et husligt Liv ved hendes Side. Desto dybere var den Græmmelse, hvori hun nedsank, da ogsaa dette Haab
