Ottende Brev.
Comtesse Luise til Mariane.
Som dandser og synger for hver Mands Dør,
Som vinker og smiler og aabner sin Favn;
Mon Haab ikke være den Pigelils Navn?
Ingemann.
St. Annæ Kloster, den . . . .
Din Luise er atter i Ligevegt, bedste Mariane! han maa findes, han maa opspørges; min Fader giver sig ingen Ro, før han kommer frem. Gud, det anede mig strax, da han pludselig rejste sig og gik ud af Kabinettet. — Den Lyst, vi Piger nu altid have til at pine de stakkels Mandfolk. Men hvis er Skylden? Hvorfor ere de saadanne godmodige Dyr, og lade sig styre af os ved en Silketraad? Vidste de, hvor tapre vi mangen Gang ere i Hjertet, naar vi synes haarde som Diamant, ak Mariane, hvordan vilde det saa gaa os?
Men sig mig nu, hvad skulde jeg nu ogsaa gjøre? Da jeg nu engang havde sagt ham, at jeg virkelig skulde i Kloster, og han løb, før jeg fik pustet Liv i ham igjen, saa kunde jeg dog sandelig ikke rendt efter og raabt: „Bi dog lidt, min Ven; vær ikke bange; det er kun et Prøveaar!“ Og om Aftenen i Haven. Som jeg gaar og grunder paa en god Maade, at give det kjære Menneske Haab igjen, styrter han frem, og siger mig det sidste Levvel saa ømt, saa knust, og vil ile bort. Var jeg kun ikke besvimet, jeg ved nok, hvad jeg havde gjort. Men nok herom; han maa findes, og saa skal jeg strax ud af Klosteret, siger min Fader og smiler; „thi Du blev en herlig Nonne, Du!“ lagde min Moder til. — Ved Du, hvorfor man egentlig har bestemt mig til denne Poenitense? Det er, fordi jeg skal blive bekjendt med den gamle vakre Nonne Alvina, som Du holder saa meget af; men er ikke det besynderligt? Min Moder forsikrede mig imidlertid, at jeg snart skulde forstaa det. Denne Hemmelighed ligger mig, næst Rolvignes Flugt, allermest paa Hjerte. Du kan tro, hans Afskedsbrev til min Fader ser
