lertid ingenlunde hinanden fjerne. Det Øjeblik, hvori den uskyldige Sjæl gysende seer Dydens Tempel vanhelliget, indeholder i sit Skjød den første Mulighed til at den selv engang kan med fordærvende Smudshaand røre Templets hvide Marmorpiller.
Saaledes skede det vel ikke den ædle Yngling, for hvem vi ønskede at give Læseren al den Interesse, han fortjener; men vist var det, at et ubetvingeligt Tungsind udbredte sig fra nu af over ham og fulgte ham igjennem hele hans Liv. Menneskene havde tabt saa uendelig Meget for ham; Brandts Fald havde draget dem Alle med sig. Og langt fra, at han alene troede at staa højere, steg han selv ned, saa tyktes ham, til det samme lave Trin.
Den rørende Samtale, Ritter havde med Thrine Borth, hvis Ømhed for og Tillid til den troløse Ven rørte ham mere endnu end hendes Skjæbne, gav ham Oplysning om at Linow stod i nogen Forbindelse med Brandts og Thrines Forhold. Nogle Gange havde Ritter seet Literaten hos Wilhelm, og Mandens frastødende Udvortes havde just ikke gjort ham den udvortes som indvortes fint dannede Yngling kjær. Nu betragtede Jens ham med Afsky, idet han i ham tænkte sig en Koblers foragtelige Person. Med høj Grad af Fordom gik han derfor hen til Linow, hos hvem han maatte søge Oplysning. Men hvor forskjellige vare hans Følelser for denne Mand, da han havde talt med ham det første Kvarteer! Et inderligt Sjælevenskab var sluttet imellem den gamle Student og den unge Mand; thi deres rene Følelser fløde saa ganske sammen; deres Venskab for den i Agtelse hos Begge dybt sjunkne Brandt antog hos begge saa ganske den samme vemodige Karakteer, at deres Hjerter maatte drages hinanden imøde.
