af Justitsraaden med Caroline og et Par af hans og deres Venner. – Et Maaltid maa være pudserligt og fortælles humoristisk, naar det skal lønne Umagen at fortælle derom; og selv da er jeg heller Gjæst end Referent. Jeg opsøger derfor Ritter i Lysthuset, hvor han efter Kaffeen sidder i fortrolig Samtale med Caroline. Allerede nærmede han sig Hensigten af denne Samtale, da Pigen med Et forstyrrede ham i hans Koncepter.
„Kjære Ritter“, sagde hun og heftede sine talende Øjne paa hans; „De ved, hvor inderlig vi Alle holde af Dem. Venskab uden Fortrolighed er ikke Venskab. Derfor tilgiv mig, naar jeg imod min Vilje maa saare Dem“.
Ritter saa paa hende med en spørgende men rolig Mine. Hun vedblev.
„Hr. Brandt er Deres Ven, ikke sandt?“
„De ved jo hvor inderlig“.
„Kjender De ham aldeles? har De hans hele Fortrolighed?“
Ritter blev forlegen. „Ja Frøken; saameget jeg kan vente af en ældre Ven, af min tidligere Ungdoms Lærer“.
„Er det sandt, at han elsker Deres Søster?“
„Jeg har al Grund til at tro det; jeg haaber det for dem begge“.
„Har De aldrig hørt nævne en Jomfru Birth?“
„Nej; De sætter mig i Forundring!“
„Nu vel, ædle Ven! Denne Jomfru Borth var en ærlig Haandværksmands eneste Datter, en brav, elskværdig Pige. Hende har deres Ven og Svoger forført“.
„Umuligt!“
„Forført, siger jeg Dem, under Ægteskabsløfte“.
„Caroline! Hvilken Bysnak har bedraget Dem? ved alt Helligt – –“
„Tys, tys, Ritter! Kom til Dem selv“.
Og nu fortalte Caroline ham Wilhelms lange Eventyr og, hvad Læseren formodentlig længe har anet, Følgen af det sidste, ulykkelige Afskedsmøde, at hun var frugtsommelig. Bleg sad Ritter der med
