denhed ved Tanken om den ædle Højers uventede, rædsomme Endeligt midt i hans Glædes Morgenrøde; – dog han havde aldrig kjendt ham, men Wilhelm kjendte og elskede han, at gjensee Luise ved Wilhelms, denne herligt begavede Mands Side, havde jo været hans Haab og Glæde i saa lang Tid. Det kunde da ikke fejle, at han med Begjærlighed betragtede dette Sørgespils lysere Side. „Hun vil gjøre ham, han hende lykkelig! Fred være med den Bortgangne!“ Saaledes beroligede Ritter sig og skrev et Brev, fuldt af den ømmeste Deltagelse, den blideste Vemod til sine Elskede, men ogsaa i den rolige Tone, som Bevidstheden om at dette Uheld ikke havde nedslaaet deres Lykke tilsagde ham.
Mørkere blev Literaten ved Brandts Brev. Hos ham havde den Tanke rodfæstet sig, at hans Ven skulde vorde lykkelig ved at opfylde sin Pligt; og at Brandt havde givet Thrine et Haab, som en ærlig Mand maatte ville holde, det vidste han jo af dennes egen Mund. Derfor finde vi det ikke underligt, at den gode Linow strakte Benene langt frem under Bordet, tyggede paa det forbidte Mundstykke og indhyllede sig i den Sky, der saa ofte havde optaget den stille Taalers Suk i sine Hvirvler.
„Id facere Laus est, quod decet, non qvod libet,“ sagde han demonstrerende og rakte den lange Arm ud efter et Ark Papir, paa hvilket han skrev: Havniæ III ante Calendas Novembris, og derunder nysnævnte Vers. Dette var Begyndelsen af et Brev til Brandt. Men forgjeves søgte den gode, ængstlige Literat efter Traaden. Det maatte opsættes. Da kom Thrine ind med Aftensmaden. Hun saa med et spørgende, venligt Smil paa den mismodige Linow. „Hvad fejler Dem, kjære Linow?“ laa der saa tydeligt i dette Smil, at han ikke kunde Andet end oplivet tage hendes Haand. En Samtale om den fraværende Ven knyttedes imellem begge. Linow vilde lidt efter lidt gjøre Pigen bekjendt med den sandsynlige Forbindelse imellem Brandt og Jomfru Ritter; men som det gjerne gaar disse ængstlig delikate Mennesker, naar de engang nødes til at sige noget, der vil smerte, – at de nemlig blive ganske uforstaaelige eller vel endog tilsidst sige det Modsatte af Hvad de vilde: – saaledes gik det vor ærlige Literat. Brandt
