Morgenen efter vaagnede han op i en ubeskrivelig Uro. Han søgte Adspredelse i Onkelens Studerekammer. Homer laa paa Bordet. Mekanisk slog han op og læste:
Slumrer Du her og uden at mindes mig mer, o Achilleus?
Ei den Levende har Du forglemt; Du glemmer den Døde.
Op! begrav mig, at snart jeg Aides's Bolig betræder!
Bort jeg drives af Sjelene hist, de blodløse Skygger,
Og de unde mig ej at følge dem hen over Strømmen,
Men forladt ved Aides's mægtige Porte jeg vanker. —
Og nu giv mig din Haand! Jeg jamrer. Ei skal jeg svæve
Mer fra Aides's Borg, naar først I til Flammen mig ofre.
— Ak ej mere tilsammen, afsondret fra Vennerne om os,
Skal vi raadpønsende sidde; thi mig den grusomme Skjæbne
Styrted i rædselsfuldt Svælg, der alt for den Fødte bestemt var.[1]
Bogen sank ham af Haanden; han sprang op. En ham selv ubegribelig Uro greb ham.
„Ja, jeg maa besøge din Grav, min Frits; jeg maa finde dine Ben; de skulle hvile under hellig Torv, der skal dugges af vore Taarer, prydes af Roser. Du var en Rose uden Torne, ja uden Torne!“ — Han trykkede Tørklædet for sit Ansigt, greb Hatten og styrtede ud.
Imedens Brandt ilede afsted ad Stien, gik Luise ham stille forbi paa Landevejen, uden at de bleve hinanden vaer. Hendes alvorlige Blik var heftet til Jorden. Hun overvejede det, som var skeet og det, som skulde skee. Hendes Tante havde givet sit Samtykke til at hun tilbragte Vintermaanederne i nærmeste Stad, under det Paaskud at lære Broderie. Saaledes mente de bedst at kunne iagttage det Dekorum, der ellers vanskeligen vilde vedligeholdt sig, om hun var bleven i Brandts Nærhed. Noget Ædlere end den blotte Velanstændighed bestemte, det tør vi vel antage, Luises Beslutning. – Nu var det hendes Hensigt at tilkjendegive Presten og Wilhelm sin Rejse, hvortil det Nødvendige i et Par Dage kunde tilvejebringes.
Den Gamle tog venlig imod hende. Hun maatte drikke Thevand med ham paa Studerekammeret i Wilhelms Sted, hvem han med Urolighed havde ventet paa. Imedens de vexelvis ængstlige saa ud
- ↑ ILIAS XXIII, 69—79.
