Eremitlevnet. Dog, jeg maa fornye den smertelige Erindring om min knuste Lykke; thi Du ved jo endnu ikke Sammenhængen. Samme Dag, hvis skjønne Morgenscene jeg fortalte Dig, blev jeg paa en Maade nødt til at tilstaa, at jeg havde reddet Luise. — Denne Opdagelse gjorde ingen egentlig Forandring i min Stilling i denne ædle Families Skjød; thi de holdt Alle af mig før; men at det gav mit Haab en ny livligere Farve, det forstaar sig. — Men nok herom.
Jeg sidder en Aftenstund vel tilfreds inde i Grevindens Kabinet; Luise sad ved Vinduet og strikkede. Paa engang begynder Grevinden at tale om Luises Rejse. Hvilken Rejse? spurgte jeg. „Ih, til hendes Kloster.“ Jeg tror endnu, det er Spøg, og vender mig til Luise. Skal De i Kloster, Comtesse? — „Ja vist! ved De ikke det? Jeg tænker, Nonnedragten skal klæde mig.“ Det løb mig som Is gjennem Ryggen, men jeg troede det endnu ikke. Det var Skumring, ellers havde de mærket min Bevægelse. Jeg forlod Værelset og opsøgte Greven. Saa koldt som muligt spurgte jeg ham, om Comtessen skulde tage Sløret: og han dræber med største Ligegyldighed den sidste Rest af Haab og Mod, og med knust Barm vendte jeg mit dødblege Ansigt bort.
Herfra! var min første Tanke. Jeg vaklede op paa mit Kammer, samlede mit Tøj og gik til Landsbyen for at bestille Heste og Vogn. Alt holdt Vognen færdig bag Krattet, og jeg søgte endnu kun en Tjener, for at afgive min Afskedsbillet til den mig uforglemmelige Familie. Som jeg lister mig om, ser jeg Luise gaa tankefuld op og ned i Haven. Jeg maatte ind. „Lev vel Luise! Gud velsigne Dig, vær lykkelig!“ Jeg vilde trykke hendes Haand til min Læbe, men hun sank bevidstløs i mine Arme. Hvor længe jeg saaledes holdt hende, ved jeg ej; men en Larm i Nærheden bragte mig til Besindelse; jeg lagde hende paa en Bænk, kastede mit Afskedsbrev ved hendes Side, kyssede hende for sidste Gang — og flygtede. — Gud skee Lov, Vilhelm, jeg er færdig; jeg begriber ikke, hvor jeg har holdt ud at skrive dette Brev; jeg er saa mat og —
Fortgeschleudert, wie das Blatt vom Baume,
Verlier’ ich mich im grenzenlosen Naume.
