Tiende Kapitel.
Den aabne Grav.
Et subito casu, quæ valuere, ruunt.
Ov.
„Store Gud, Hvad er der hendet!“ raabte Wilhelm, gjennemlynet af Forfærdelse, da han stod i Værelset, omringet af en jamrende Gruppe. Den gamle Prest kom ham skjælvende imøde med tunge Taarer over de ærværdige Kinder; Tanten sad der med foldede Hænder og kunde ikke tale; Luise styrtede hulkende hen imod ham. Kun Frits Højer manglede.
„Altsaa Frits!“ stønnede Brandt med rædsom Anelse.
„Min Frits!“ hviskede neppe hørligt Luise og græd stærkere.
„Ja, vor gode Frits!“ sagde bævende den gamle Mand og trykkede smertelig sin Wilhelm op til sig.
Længe varede det, førend det blev Brandt muligt at høre og de Andre muligt at tale. Han erfoer da, at Eftermiddagen forud havde Luise og Højer med en Tjenestepige vandret hen til Klosterruinen for at pudse Hvælvingerne op til Wilhelms Ankomst. Da de temmelig sent vare færdige hermed, stege de Forlovede op paa Ringmuren, og Pigen, der nedenfor endnu havde noget at feje tilside, hørte pludselig Luises gjennemtrængende Skrig, ilede op og fandt hende uden Bevidsthed ved Bredden af Keadan. Frits havde gaaet hen paa det Sted, hvorfra de som Børn plejede at nedkaste Smaastene. Paa engang skred et Stykke af den skøre Mur hen under hans Fødder, og uden Redning laa han nu i det bundløse Dyb. – Alles Jammer var ubeskrivelig; dem Alle var det, som vare de ved hans Fald nedstyrtede fra Glædens Himmel i den dybe Grube. Men paa Ingen virkede Smerten saa voldsomt som paa Luise.
Der sad de nu, – Brandt med Hovedet i den hule Haand, stirrende taus ud for sig. Al hans Ungdomskjærlighed for den ædle Ven vaktes i det sammenknugede Bryst. Den Gamle vinkede endelig, og med et smerteligt Haandtryk tog han og Wilhelm Afsked; tause van-
