„Hvor faar Du da Presteattester fra?“
„Æsel! Det maa jeg vide. Den afdøde Presten Sten skal give dem“.
Imidlertid var Kammeraderne komne til Ruinen. Steffen peb i en liden Hornpibe, og med mekanisk Lydighed traadte Valborg, trodsig og vild, frem.
„Nu lille Kone!“ sagde Steffen venlig; „vi have længe ledt efter dig. Nu maa Du komme med. De nye Klæder ere færdige. Du skal pyntes som en Brud“.
„Snak“, sagde Valborg; „jeg har Andet at tage vare. Det var vel Du kom; Du skal hjælpe mig at grave den blege Blomst op“.
„Staar Fanden i Kjærlingen! Mener Du jeg har Lyst til at gaa i Afgrunden. Kom Barnlille!“ Lidt ublidt greb han hende om Armen. Men hun gav ham et Slag i Ansigtet, og i et Nu var hun inde imellem Ruinerne.
I det samme hørtes en Del Stemmer. „Pas paa“, raabte En; „her have vi Fuglen. Eli har ikke taget fejl; for der seer jeg dem begge To“.
I et Øjeblik styrtede fem til sex Bønderkarle ind imod de Forbausede.
Steffen tog en Pistol i hver Haand og gik et Par Skridt frem.
„Er det Steffen, I ville have, saa kom, Gutter!“ raabte han. De stode forstenede. Pludselig knaldede en af Pistolerne. Bønderne bleve tvivlraadig staaende; endelig toge de Flugten imod Landevejen, hvorfra Lensmandens tordnende Stemme raabte: „holdt!“ Men under alt dette løb Steffen og Arngrim over Stok og Sten og Grøfter og Gjærde, indtil de havde naaet deres sikre Tilhold i Fjeldene.
