„Qvidqvid agis, prudenter agas et respice finem! Hvad Du der har isinde, hover mig; men hvorfor saa hurtig? hvorfor saa uforberedt?“
„Qui non est hodie, cras minus aptus erit!“ svarede Wilhelm munter.
„Seer du, seer du! Just disse Ord, hvis Du siger dem af fuldt Hjerte, lærer mig, at Du skal bie. Tag et venligt Farvel med Thrine; rejs til din Vens Bryllup; væn dig til at see Luise som lykkelig Kone; tænk saa i Fraværelsen paa Thrine, og er hun dig da om et halvt Aarstid lige kjær, og – tag mig ikke ilde op – mere og bedre kjær end nu: – saa kom op til den gamle Ludimagister, og tag af min Haand et epithalamium – og af den gamle, ærlige Skomagers hans vakre Datter!“
Hvorledes nu dette Linows Forslag blev modtaget, forsvaret, drøftet og endelig antaget, kan ikke interessere Læseren. Brandt følte sig let om Hjertet, lavede Alt færdigt til sin Afrejse og gjorde det sidste Besøg i Lems Hus. – Rørt trykkede Ritter sig op til sin Vens og Barndoms Lærers Bryst, og nær havde han fulgt med til Norge, hvis ikke hans Stilling havde lagt uovervindelige Hindringer ivejen for dette Ønskes øjeblikkelige Opnaaelse. Det var den sidste Aften; Afrejsen var bestemt til følgende Morgen. Linow havde ham hos sig ved et Stykke Smørrebrød og – det var første Gang i hans Levetid – ved et Glas Punsch. Den Maade, hvorpaa Literaten fortalte Dette, aftvang Brandt Taarer. Thrine var efter Linows Plan tilstede, for at de kunde uforstyrret og dog i en Vens Nærværelse tage Afsked.
„Qvod semel emissum est, volat irrevocabile verbum, skal jeg sige dig, min Broder“.
Imidlertid, den gode Literat kunde kun følge til Døren; at Thrine paa et Vink af Brandt gik ud igjennem Husporten og ledsagede ham paa en lang Nattevandring, og at alle de latinske og dunkle Advarsler bleve glemte, – se det kunde han nu Intet for, den ærlige, tro Pebersvend.
Det er, takket være de nordiske Nationers Simpelhed, Ærlighed, gode Love og vedligeholdte Landeveje, ikke ofte Tilfældet, at en Rejsende
