utilgivelige Brev kunde have voldet – og adskilles fra sine Venner som Ven og Broder.
„Det er brav, det er vel handlet!“ sagde Literaten og nikkede venlig. Derpaa vendte han Snusdaasen i Haanden, rømmede sig, tog sig en uhyre Pris og bearbejdede stærkt Underlæben med Tænderne oven i Munden, imedens han trommede vexelvis med begge Hæle, hvori han besad en egen Færdighed. Brandt sluttede medrette af disse Aspekter, at hans Ven havde noget Vigtigt at sige, men som kostede Overvindelse, og en vis Anelse steg op i hans Sjel, hvorved han blev underlig tilmode. Endelig brød Linow den pinlige Taushed:
„Qui non vetat peccare, cum possit, jubet. Jeg maa – det er en ubehagelig, ængstlig Sag –; giv mig din Haand, Wilhelm! Jeg maa sige dig, at Du har handlet, mildest talt, uforsigtig imod Thrine Borth. Gaudia principium nostri sunt sæpe doloris. Sig mig, har Du forført den Pige? Tilgiv mig! Venskabs Rettigheder ere saa store som dets Pligter“.
Brandt havde imidlertid samlet sig sammen; det Ord Forført gav ham Mod, idet han tog det, ligesom Verden gjerne tager det: sensu strictiori. Imidlertid tilstod han, Hvad han ikke troede længere at kunne dølge Vennen, at han altfor uforsigtig havde fulgt sin Interesse for Pigen.
„Hjertelig glæder jeg mig over at Sagerne staa saaledes. Men hør nu Broder. Visseligen har Du dog kastet en Fakkel i Pigens Hjerte. Sæpe tacens vocem verbaqve vultus habet. Paa hendes Ansigt kan jeg læse Kjærlighed og – Haab; og dette Haab maa Du have givet hende. Se Broder! Hvad vil Du nu og hvad bør Du nu gjøre“.
Brandt sad en Stund med Haand under Kind og tegnede Profiler paa den foran ham liggende Tavle. Endelig sprang han op. „Linow! Du kan have Ret. Hist er jeg forsmaaet, her elsket; hist har jeg lidt Uret, her har jeg gjort Uret. Linow! Kald Pigen herop. Jeg forlover mig med hende! – Saa har jeg dog den Triumph derhjemme, at jeg besøger dem som Forlovet. Thi om faa Dage vil jeg afsted. Du har bragt mine Livsaander i Virksomhed, gamle Ludimagister!“
