Niende Kapitel.
Hjemreise og Landstrygere.
Ach! ich weiss nicht wo ich bin?
Hab' ein Liebchen hier gelassen.
Und manch Jahr ging seitdem hin.
Fl...
„Ante diem canos anxia cura facit!“
Med disse Ord sluttede den gamle Literatus sin Lidelseshistorie, og Wilhelm, der med spændt Opmærksomhed havde hørt den, pressede deltagende Vennens Hænder op til sig.
„Et hæc meminisse juvat“, smilede denne vemodig og viskede en Taare bort, som havde listet sig ned igjennem en dyb Fure i Kinden.
„Hvo skulde tro“, sagde han derpaa muntrere med et Blik i det lille, brustne Skraaspeil paa Væggen, „naar man seer dette Billede, at jeg engang har havt en Kjærlighedshistorie og det med en smuk Pige?“
„Hvorfor ikke? Da der var Kjød paa disse Knogler og Blod i Kinderne. Imidlertid har Du nok aldrig været nogen Adonis“.
„Nei, det har jeg visselig ikke, og tilmed har jeg, takket være min kantede Vandring, alle mine Dage været en kantet, underlig, stor Pedant. Men noget Indre havde jeg vel engang – –“
„O, det Indre, dette skjønne Indre har Du jo endnu!“
„Kan være, hvad Hjertet angaar; skjønt Hjerterne blive ogsaa gamle og skøre, min Brandt!“
Læseren er rimeligen beredt paa at faa Del i Linows Historie; – men for det Første ere vi ikke ganske underrettede om Sammenhængen; for det Andet have vi en vis Uvilje imod disse tusindogen-natske Parenthesfortællinger og love heller, at vi, naar vi komme i Besiddelse af de fornødne Papirer, ville udgive: „Hemmeligheden til Graven, eller Linows Ægteskab“. For Øjeblikket maa vi holde Historiens Traad fast. Efter mange Ventilationer besluttede Brandt at reise til Norge efter Højers Indbydelse, at udslette det farlige Indtryk, hans
