Pige udførte sit Erinde, og det er maaskee til Overflod, vi lægge til, at Luise skulde gjennem Randid faaet samme Svar, Højers Hjerte og Hensigter angaaende, som hun fik, enten nu Frits havde bidt paa Krogen eller ikke. Det lader sig nu let begribe, at Holt fik en fuldstændig Kurv; men vanskeligt skulde det være at udmale den Harme, hvormed han modtog den. Alt havde han iblandt Høje og Lave hoveret af sin Lykke, alt havde han indrettet sin Bopæl for at modtage den fornemme Brud. Birthe græd Krokodiltaarer over hans Ulykke; men paa den koleriske Kjæmpe virkede denne Krænkelse saaledes, at han med Nød og Neppe overstod en Galdefeber.
Tanten var ikke nær saa slem imod Luise, som denne under disse Omstændigheder havde ventet. Maaskee havde de omløbende Fortællinger om Kræmmerens Ondskab og Nederdrægtighed Del deri, maaskee mæglede ogsaa Birgithe. Luise følede paanyt en længe savnet Elasticitet i sine Sjælekræfter. Munterhed og Livslyst gave atter de skjønne Øjne Glands, farvede Kinden og oplivede hendes Bevægelser. At danne sig for at behage den tro, længselfuldt Ventede, blev hende nu en kjær Pligt. Meget kunde der vel ikke komme ud af hendes Bestræbelser; Noget laa imidlertid alene i Viljen. Luise havde aldrig kunnet lide den gamle Birthe; men nu, da hun igjennem denne og Datteren fik Hilsener og Efterretninger, vistnok for det Meste selvgjorte, fra Højer, blev Kjærlingen hende en ordentlig Hygge. Den snaksomme Gamle forsømte heller ikke at anvende sin Indflydelse for at fremstille Højer i det skjønneste og Holt i det hesligste Lys. Ikke ugjerne erfarede Luise, at Landkræmmeren havde isinde, hvis han kom sig af sin Sygdom, at forlade Egnen. Denne Efterretning var fuldkommen grundet; men for at indsee Aarsagen dertil, maa vi gjøre et Besøg i en just ikke smuk Egn imellem øde Klipper, en Mils Vej fra Luises Hjem.
Der sad om en stor Ild tre Mænd, hvis Udseende ikke synderlig anbefalede dem. De vare iførte Skindbuxer og graa Vadmels Langtrøjer; i Bæltet havde de et Par Knive og i Munden korte Lerpiber. Imellem dem stod en stor Krukke Brændevin og nogle Rugkager, hvoraf de temmelig graadig afreve og fortærede store Stykker.
Arngrim. Det er nok ikke værdt at lægge mere Ved til;
